Se større billede

Natursyn og demokrati

Banner image: AI genereret: Transformation fra agerland til vild natur

Af Robert Olesen, skov- og landskabsingeniør, Bevar de Danske Skove

Vi ønsker alle at værne om “naturen”, og de fleste vil spontant svare ja tak til mere “vild natur”.

Men de færreste sætter sig grundigt nok ind i hvilke underliggende værdier og ideologier og ikke mindst samfundskonsekvenser, der gemmer sig bag tidsåndens sejrsgang for begrebet vild natur.

Foreningen Bevar de Danske Skove har nu gennem mere end fem år forsøgt at argumentere for sine synspunkter ud fra et sagligt naturvidenskabeligt grundlag – efterlyst fakta, evidens og begrundelser for det paradigmeskifte i skov- og naturforvaltning man fra politisk og bio-videnskabelig hold tilsyneladende ønsker at rulle ud – væg til væg – over vores kulturlandskab.

Grundlæggende tog vi ganske fejl. Debatten foregår på en helt anden banehalvdel, hvor hverken fakta, evidens, helhedssyn, bæredygtighed i Brundtlands udlægning – og for den sags skyld demokrati har nogen væsentlig betydning.

Det handler tilsyneladende ret ensidigt om Natursyn – og et ret ideologisk et af slagsen skulle de vise sig.

… så selv i temaet ‘Natursyn’ er faren for at tale forbi hinanden overhængende.

Lad os starte med, at høre hvordan begrebet introduceres for vores skolebørn – fra 7-9 klasse.

BEM: Gir afviklingen af videoen problemer, så følg efterfølgende link til kilden.

Videoen stammer fra projektet ‘Skoven i skolen‘ et projekt bredt støttet og funded fra grønne-/friluftsorganisationer og fonde. Modellen Natursynstrekanten er udviklet af Karen Elmose Vad, RUC, også præsenteret i antologien “Hvilken Natur?“, hvor toneangivende forskere og eksperter og organisationer redegør deres natursyn.

Hvis du synes at genkende modellen, kunne det stamme fra Brundtlands bæredygtighedsmodel med overlappende cirkler for hhv. Miljømæssig, Social og Økonomisk bæredygtighed. Og hvor tanken er, at de bæredygtige valg kun kan opnås ved afvejninger de 3 hensyn imellem – ideelt set inden for den overlappede fællesmængde.

Så langt, genkendelig logik og argumentation for et afvejet natursyn og en helhedsafvejning af flere hensyn, når virkemidler i naturforvaltningen skal vælges.

Jeg har dog en, og ikke uvæsentlig, anke mod modellen – Jeg har ikke ét natursyn – i bestemt ental….

Sidder jeg på en klittop vest for Tranum Klitplantage – i den atlantiske klithede, vist den eneste klimaksnaturtype i Danmark, så prioriterer jeg ubetinget ‘naturens egenværdi’. Her vil enhver overvejelse om nytteværdi være helt meningsløs. Jeg kan både acceptere at den naturlige succesion får frit løb, og at der foretages nænsomme indgreb for at sikre naturtypen og dens arter. I denne sårbare naturtype, har jeg ingen behov for hverken anlagte vandrestier eller indhegninger med heste og køer med gule øremærker. Her er oprindelighed, rå og barsk natur, ro til fordybelse min klare prioritet.
Går jeg en km mod øst ind i Plantagen, så ændrer min prioritering sig. Området har været min baghave gennem mit liv, og jeg kender baggrunden for at vores bedsteforældre rejste Plantagen – For som værnskov, at værne baglandet mod storm, sand, havgus og salt – et formål som er indfriet, men stadig er lige aktuelt. I tilgift fik vi en plantage – en kulturnatur, som i min levetid har ændret sig fra tætte unge monokulturer af bjergfyr, skovfyr, sitkagran m.fl. til et lang mere varieret, åbent og sammensat skovlandskab. For de rettroende vildheds-nørder, som dogmatisk går op i oprindelighed, er plantagen et fremmedelement – en fattig kopi af skandinavisk nåleskov (p11) Men for mig – og flertallet af lokalbefolkningen, er jeg ret sikker på – er det værdifuld kulturnatur – Indiskutabelt en artsmæssig (biodiversitets) berigelse af området, hvor der gennem min levetid er indvandret en mangfoldighed af fugle, planter svampe osv. Uden plantagen kunne jeg ikke høre de spæde pip fra fuglekonger og mejser, ravnens og grønspættens skrig eller spurvehøgens kald. Så på een gang min baghaves “naturs” egenværdi, kulturarv, ramme om rekreativ udfoldelse – og for en skovmand vidner duften af nyskovet tømmer om samtidig helhedssyn, udkomme for lokalbefolkningen, nytteværdi og forsyningssikkerhed i urolige tider.
Tager jeg til Rold Nørreskov, og går turen ind mod Fruesko og Ll. Blåkilde – Gennem 1700-tals bøge på kalkskrænterne ned mod Lindenborg å, så vil ‘naturens egenværdi’ være absolut topprioritet – her gerne med græssende kvæg i enge og skovbryn – alt sammen og bortset fra Frueskoindhegningen med plads til skovens gæster. Går jeg blot 500 m mod øst op over kalkskrænterne, befinder jeg mig i een af landets mest produktive nåletræsskove blandet i mosaik med bøgeskov. Her vil min prioritering være bæredygtig skovdrift – helt selvfølgelig uden sprøjtemidler og kunstgødning – Men en klar opprioritering af træproduktion til selvforsyning og grøn omstilling – og ikke uvæsentlige sideeffekter i form af CO2-dræn og sikring af drikkevand, herunder bestemt ikke uden biodiversitesindhold eller rekreativ værdi.

Alt i alt et nuanceret natursyn, som er lokalitets- eller kontekstafhængigt – Og som flugter med hidtidig flersidig skov- og naturforvaltning. Samtidig helt i tråd med gældende naturlovgivning: Naturbeskyttelsesloven, Skovloven, EUs Habitatdirektiv, Certificeringsbestemmelser osv.

Kulturlandskabsparadigmet.

Altsammen ovenfor flugter overvejende med det Bent Vad Odgaard omtaler som Kulturlandskabsparadigmet

Udmærket opsummeret af Anders Blædel Gottlieb Hansen i udgivelsen: “Natursyn og Naturforvaltning”

“Kernen i kulturlandskabsparadigmet er at natur og kultur ikke klart kan adskilles. Konsekvensen af dette er bl.a. at oprindelighedstankegangen forkastes. Menneskets arealanvendelse har gennem årtusinder været et afgørende bidrag til udviklingen af de danske naturtyper. Derfor giver det ikke mening at operere med et begreb som oprindelig natur. Alle de naturtyper som vi ønsker at bevare, er på den ene eller anden måde bearbejdet af menneskets (kultur)planter og dyr. Derfor opereres der kun med naturtyper der er mere eller mindre påvirket af mennesket.

Dette syn på naturen benævnes et landskabshistorisk grundsyn, hvor naturen og kulturen siden isens afsmeltning (for 16.000 år siden) gensidigt har påvirket
landskabets udformning.”

En tilgang, som de fleste af os – med lidt år på bagen – genkender fra lærebøger og studietid.

Vildhedsparadigmet

I modsætning hertil står vildhedsparadigmet – tilsvarende beskrevet i ovennævnte udgivelse Natursyn og Naturforvaltning”

“Udgangspunktet for vildhedsparadigmet (..) er at den menneskelige påvirkning af naturen er så stor, at de arealer, hvor der kun er beskeden menneskelig påvirkning, skal beskyttes, så de kan få mulighed for at udvikle sig spontant. Allerede nu kan vi konstatere, at kernen i paradigmet er en dikotomi (Red. opdeling i to dele, som gensidigt udelukker hinanden) mellem natur og kultur. I denne dikotomi er det den mindst menneskepåvirkede natur der prioriteres højest; naturen skal have mere plads og råderum. At natur og kultur begrebsmæssigt og i virkeligheden kan adskilles, er kernen i dikotomien.” og videre:

“Kort sagt, menneskets kultur står i et modsætningsforhold til naturen, og naturbevarelse må bygge på den erkendelse at menneskelige ændringer af økosystemer, muliggjort af teknologi, kan anses for at være unaturlige.”

Vildhedsparadigmet opererer med en række af nøglebegreber:

Naturlighed (fravær af mennesklig påvirkning),
Biologisk intergritet (områder med naturligt hjemmehørende arter)
Oprindelighed (som området ville have udviklet sig uden mennesklig påvirkning)
Vildhed (uden hindringer for naturlige processer)
Autencitet (ægthed)

… når overbevisning sætter kultur og menneske “uden for døren” ender dialogen i en blindgyde!

En debat omkring natursyn og helheds-/bæredygtighedssyn mellem Bevar de Danske Skove eller andre, med et grundlæggende kulturnaturparadigme-baseret standpunkt overfor debattører/organisationer, som bekender sig til vildhedsparadigment bliver således omtrent meningsløs.

Kompromisser vil ikke være opnåelige, idet enhver påvirkning fra menneskelig civilisation og kultur ikke vil kunne accepteres.

Begreber som multifunktionel/flersidig arealanvendelse (landsharing), behov for nytte fra naturens ressourcer, værdien af kulturnaturtyper, som defineret fra EU’s habitatdirektiv vil blive meningsløse debatemner.

Eneste formål skulle være forsøget på at forstå hinandens holdninger og ståsted.

En ny Biodiversitetslov er på vej.

I kølvandet efter Natur- og Biodiversitetspakken (2021) og Grøn Trepart (2024) blev der lagt op til revision af naturlovgivningen, men SVM Regeringen nåede ikke hverken at behandle en lovet Biodiversitetslov eller en lovet revision af Skovloven.

Dykker man ned i de to lovpakkers mål og virkemidler, hersker der ingen tvivl om, at vildhedsparadigmet går sin sejrsgang. Drevet af idealistiske grønne (populistiske) politiske dagsordner, understøttet af et snævert interessefælleskab af biodiversitesforskere, som promoverer deres natursyn baseret på vildhedsparadigmet, i et utilsløret opgør med både hidtidigt natursyn, gældende lovgivning og intentionerne bag EUs Habitatdirektiv.

Biodiversitetsrådets anbefalinger.

Læser man Biodiversitetsrådets anbefalinger til en ny Biodiversiteslov skinner vildhedsparadigmet igen stærkt igennem.

Kort fortalt eneret til biodiversitet på 30% af Danmarks landareal – 1.240.000 ha. Rekreativ aktivitet skal reguleres stærkt på 10% strengt beskyttet natur. Jagt fiskeri og sankning skal undgåes, men tillades dog på de 20%, såfremt det ikke skader biodiversiteten. Erhvervsmæssig ressourceudtag kan kun tillades i særlige tilfælde osv.

Alt i alt stort set ingen som helst mulighed for multifunktionalitet eller helheds- eller bæredygtighedshensyn på 30% af Danmarks areal.

Loven og biodiversitetshensynet skal øverst i lovhierarkiet – overrule al anden lovgivning – for endeligt at blive indskrevet i Grundloven.

Alle væsentlige beslutninger, prioriteringer skal træffes af et “sagkyndigt organ” (med tanke på Biodiversitetsrådet selv, må man formode). Alle vedtagne love og retningslinier skal forsynes med en klausul, hvor fremtidig ændring og revision er udelukket (no backsliding – skærpelser undtaget må man formode). Og endeligt skal det sagkyndige organ foretage årlig evaluering af den til enhver tid siddende regerings indsats – med ret til at at pålægge regeringen handlepligt til at gennemføre deres anbefalinger/krav.

Hvor efterlader det demokratiet og befolkningen?

Et væsentligt stridspunkt i den polariserede (pseudo)debat om natursyn, skov- og naturforvaltning er blevet indhegning og introduktion af store græssere. Tankevækkende nok introduceret i modstrid med ‘oprindelighedsbegrebet’. Ifølge alt hvad vi hidtil har taget for givet: at Danmark ligger i det tempererede løvskovsbælte, og at klimaksnaturen – hvis mennesket slipper kulturlandskabet – er skov. Dette “faktum” udfordres så af en fortælling (og forskerfejde) om menneskets udryddelse af megafaunaen, kombineret med em-mellemistidens fauna for 130.000 år siden som argument for, at Danmarks klimaksnatur anno 2026 nu i stedet skulle være (menneske-designede) lysåbne savanneagtige skove, hvor alle spor af kultupåvirkning er slettet – med helårsudsatte store “vilde” græssere (tamkvæg og -heste), indhegnet, frit reproducerende, og uden tilskudsfodring – som substitutter for den udryddede megafauna.

Et gennemgående krav er, at store sammenhængende arealer med eksklusivret til “vild natur” er en absolut nødvendighed for at tilgodese biodiversiteten – Ikke overraskende, vildhedsparadigmet taget i betragtning. Hvorvidt der er evidens for sammenhængen eller ej, kan forekomme ret ligegyldigt, idet samme paradigme samtidligt udelukker enhver diskussion om multifunktionel arealanvendelse/forvaltning.

Bevar de Danske Skoves forsøg på at rejse debat f.eks. omkring de misvisende NOVANA indberetninger rammer naturligvis også “dikotomi-muren”. Målemetoden, som fastlægges af DCE/AU, kan i deres optik naturligvis kun tage udgangspunkt i en tænkt “naturskovsstruktur” iht. nøglebegreberne i vilhedsparadigmet. Uanset at det er i direkte modstrid med bedømmelsekriterier for kultur-skovnaturtyper, som foreskrevet i EUs Habitatdirektiv.

Og endeligt må man formode, at de underliggende (pr. definition subjektive) biodiversitetspræferencer bag Biodiversitetsrådets anbefalinger naturligvis må være stærkt påvirket af den åbenbare præference for vildhedsparadigmet.

Med et sådan lovgivning tildeles et ikke-parlamentarisk organ eneretten til at definere biodiversitet og målemetoder som grundlag for at retlede folketing og regering.

Vi lever i sandhed i en multifaktuel virkelighed, hvor vi, som udgangspunkt for vores samfundsdebat, har mistet vores faktafælleskab, og hvor de samfundsbærende institutioner, som skulle levere os objektive sandhedssøgende viden og forskningsresultater, i stedet leverer os ideologiske partsindlæg.

Det er naturligvis helt legitimt, at bekende sig til vildhedsparadigmets overbevisning og dogmer.

Derimod er det ikke i et oplyst (vestligt) demokratis ånd, at et angiveligt uvildigt videnskabeligt rådgivningsorgan uden bred demokratisk og faglig inddragelse forsøger at tiltage sig så omkalfatrende indflydelse på befolkningens ramme for deres liv og udkomme.

Bevar de Danske Skoves anbefaling til de kommende regeringsforhandlinger:

Folketinget bør ikke pådrage sig yderligere medansvar for et altødelæggende fejlskud på naturområdet, men sikre en åben og fagligt velfunderet proces samt inddragelse af relevante samfundsinteresser f.eks. via en bredt sammensat naturbeskyttelseskommission.

Modstanden mod det ensidige eksklusivret-hævdende vild-natursyn bunder ikke alene i modstand mod ideologien, men i højere grad i det faktum, at vi er 6 mio. danskere på en klode med 8 mia. mennesker, og at selv et af verdens rigeste lande har en moralsk forpligtelse til, at bidrage til en anstændig selvforsyning fra landets egne natur-ressourcer – uden at udbytte andre fattigere lande og befolkninger.

De bevidst ubelyste konsekvenser af den ensidige politik er åbenlyse:

Naturgenopretningens “glemte” klimabagside