BanneBannerfotos: Vild-Natur-Skov fra Danmarks Naturfredningsforenings omtale af skov

Vi befinder os helt åbenlyst ved kulminationen af en politisk værdikamp om Danmarks arealanvendelse – om “vild natur” narrativets opgør med det multifunktionelle kulturlandskab.

Seneste skud på stammen er bogen “Vild Natur – Den glemte løsning på klimakrisen”, hvor højt profilerede forskere og politisk udpegede medlemmer af uvildige rådgivende organer tankevækkende nok alliererer sig med en aktivistisk NGO som Verdens Skove i et partsindlæg til debatten – men med en påfaldende åben, ærlig og erklæret mission: “Det er nu, at beslutningerne om fremtidens arealanvendelse bliver truffet. Hvor meget vil og kan vi give tilbage til naturen, og hvordan vil vi forvalte balancen mellem fødevarer, tømmer, energi og natur i løsningen af kriserne? Samlet viden om de positive klimaeffekter af vild natur er derfor essentiel lige nu.”

Bogens underliggende fokus er tydeligvis fremme af ‘vild natur’ aht. biodiversitetskrisen, mens missionen er, at retfærdiggøre at ‘vild natur’ via kulstoflagring samtidig kan løse klimakrisen. Og her spiller urørt skov ikke overraskende en afgørende rolle. Et emne, som er genstand for faglige uenigheder omkring det underliggende dilemma: at en forvaltning som eksklusivt prioriterer biodiversitetskrisen forstfagligt kolliderer med behovet for ressourceforsyning af træ og biomasse , indsatsen for at udfase fossile energikilder, og dermed bidraget til løsning af klimakrisen.

Fra Bevar De Danske Skove leverer vi – gennem en kritisk læsning af bogen – hermed vores bidrag til debatten, idet vi finder det tilsvarende essentielt, at vores folkevalgte træffer bæredygtighedsafvejde beslutninger på et solidt sagligt, fagligt og oplyst grundlag. I vores gennemgang vil vi fokusere på skovene, deres forvaltning, anvendelsen af de høstede træprodukter og tiltagene til genskabelse af “urørt skov” – altså bogens kapitler 5,6 og 7.

I en værdikamp taber saglighed og faglighed desværre oftest til fortællinger og populistiske slogans. ‘Vild Natur’ debatten er bestemt ingen undtagelse, og indeholder sin portion af kriseretorik, idealisme, ideologi og overbevisning. Ikke mindst promoverer ‘vild natur’ bevægelsen et opgør med både natursyn, hidtidig naturforvaltning, bæredygtighedstænkning og gældende lovgivning. Politisk måske ganske legitimt, men måske også en bekymring værdig, at vores forskere så utilsøret bedriver politik.

Bogen forbigår helt overvejende ressourceforsyningsbehov og bæredygtighedstænkning, men hævder at afdække og dokumentere, at ‘vild natur’ ikke alene er løsningen på biodiversitetskrisen, men samtidig er “den glemte løsning” på klimakrisen. Skrevet i en økosystem-begrebsramme af ‘vild natur’-fortalere, som forsøger at løfte bevisbyrden for, at deres ønsker, drømme og anbefalinger mht. forvaltning af vores skove og natur, samtidig leverer et troværdigt bidrag til at løse klimakrisen. Undervejs konstaterer en af forfatterne dog, “at udfærdige modeller for skovbrug og træprodukters klimaeffekt er en forudsætningssport, hvilket gør det ekstremt vigtigt at repræsentere den virkelige verden så realistisk som muligt.” Det gode spørgsmål er så: om bogen faktisk formår at indfri denne intention, og løfter bogen bevisbyrden?

Bogen bliver åbent deklareret, som et partsindlæg – I sig selv tankevækkende og bekymringsværdigt i betragtning af at forfatterkredsen omfatter forskere fra vores samfundsbærende institutioner med roller som ministerrådgivere og tillidsposter i politisk nedsatte uvildige rådgivningsorganer. Bogen efterlever helt konstateringen ovenfor: at argumentation kan opbygges ved at bedrive “forudsætningssport”, tilsat selektiv læsning – endda omfortolkning af resultater og konklusioner – fra den forstfaglige sagkundskabs videnskabelige udgivelser. Inddrages og prioriteres tidåndens alternative og multifaktuelle udbud af fag(og menings)fællebedømte forskningsrapporter frem for sagkundskabens, så synes man på overfladen i stand til at underbygge ens budskab og mission. Bogen er for de afgørende temaer omkring skov unødig kompleks i sin argumentation. Derfor bliver den kritiske gennemlæsning tilsvarende lang og kompleks. Derfor – af hensyn til læseren – konklusionen først:

Konklusion

‘Vild natur’ fortællingen anbringer menneske, civilisation og kultur på anklagebænken – som skyldig for en biodiversitetskrise, som i ‘vild natur’ forståelsesramme anses som den væsentligste af de kriser, vi ellers som samfund konfronteres med: Klimakrise, forsyningskrise etc. Klimarådet fremlægger helt aktuelt en undersøgelse, som dokumenterer befolkningens opbakning til klimahandling.

På den baggrund er det formodningsvist problematisk for ‘vild natur’ fortællingen, at de forstfaglige forskningsresultater og emperi tilbagevendende verificerer, at skovforvaltning kommer med det grønne dilemma, at en indiskutabelt nødvendig prioritering af natur- og biodiversitetshensyn kommer med en markant negativ klimaeffekt i forhold til den drevne kulturskov – heri indregnet klimaeffekterne af menneskets høst og brug af træ og biomasse.

Bogen forsøger at dokumentere, at alene naturens egen opbygning af kulstof i skov og ‘vild natur’ klimamæssigt skulle retfærdiggøre ophør af menneskets og samfundets nytte fra træ, biogent kulstof, fra skovdrift. Et gennemgående argument i bogen er ‘tid’ – med det forståelige og rimelige argument, at tid ikke er uden betydning i forhold til at nå frem til et CO2-neutralt samfund – både nationalt, på EU niveau og globalt.

Først forsøger bogen at argumentere imod solide forskningsresultater, som viser, at et uforvaltet biologisk system – en skov, et vedvarende græsareal osv. incl. det hårdt bundne kulstoflager i jord, opnår et kulstofmætningspunkt – at uforvaltet natur på den lange bane (for skov 100-200 år) repræsenterer en klima-nul-løsning. Uvist og uden at gøre rede for på hvilket grundlag omfortolker og omformulerer bogens forfattere endda udgivne forskningsstudiers egne konklusioner til fordel for en hypotese om at kulstofoptaget fortsætter i det uendelige. Og skulle man lade tvivlen komme argumentationen i møde, vil det givet fald og under alle omstændigheder være tale om uendeligt små og usikre marginaler.

Så vidt kunne bogen have en pointe i, at man på kort sigt kunne opnå øget kulstoflagring – i skoven – ved at stoppe skovdriften, og efterlade skoven uforvaltet indtil mætningspunktet opnås. Men for det første holder argument ikke, idet man således afstår for at vedligeholde/udbygge den pulje af kulstof, som findes i høstede træprodukter i bygninger, møbler osv., samt substitutionseffekten ved fortrængning af fossil energi, som vi ved, at vi fortsat kommer til at anvende en rum tid endnu – både i Danmark og helt sikkert globalt set. Og for det andet holder argumentet slet ikke, når man kender ‘vild natur’ fortællingens skovklimaksnatur-fortælling med baseline i form af formodninger om em-mellemistidens lysåbne skovlandskaber påvirket af fortidens megafauna og fravær af mennesket for 130.000 år siden. En skovnatur som, med alt hvad vi ved, ikke tilnærmelsesvist kan akkumulere de store kulstofmængder, som en sluttet tempereret skov kan – forvaltet eller uforvaltet. Og for det tredje skal vores kulturskove først “naturgenoprettes”. Et indgreb, som bogen opportunt nedtoner og forbigår. Naturgenopretningen, fra den “forkerte” tilstand de befinder sig i, til ‘vild natur’ opskriften på den nye lysåbne græsningsskov, omfatter:

  • rydning af alle ikke hjemmehørende træarter (i østdanske skov ca. 15-20 % af arealet – i hede og klitplantager nærmere 50 %)
  • strukturhugst og veteranisering af 25-75% af bestanden af resterende hjemmehørende træer i skoven
  • ingen gentilplantning, derimod naturlig tilgroning og udsætning af store græsser med det formål at holde 30% af skovarealet ubevokset
  • hvor naturlig hydrologi ikke allerede er genskabt – skal det aktivt genskabes.

Altså først fælder/rydder vi en betragtelig del af den kæmpe kulstofpulje, som vi har opbygget i vores kulturskoves levende vedmasse (167 mio ton CO2). For denne vedmasse starter nedbrydningen / CO2 udledningen – enten forsinket ved anvendelse af en mindre del til konstruktion, en del med det samme ved afbrænding som energi, eller for en stor andel med kort forsinkelse, som dødt ved ved forrådnelse i skoven. Samtidig forsinker og amputerer vi (kultur)skovens evne til påny at optage CO2 – oven i købet ved systematisk at have fjernet skovenes islæt af højproduktive træarter.

Med Grøn trepart har vi vedtaget en betydelig skovrejsning på 250.000 ha, hvoraf 150.000 ha skal blive til “produktionsskov”. Hvor dette initiativ havner, og hvordan både skovrejsningen og skæbnen for de tilbageværende kulturskove måtte blive, påvirket af stærke kræfter for en biodiversitetslov med krav om 30% beskyttet natur med forbud om kommercielle aktiviteter, bliver et åbent spørgsmål.

‘Vild natur’ opskriften på skovrejsning er naturlig eller “assisteret” tilgroning. Heller ikke her kan det findes belæg for maksimering af kulstofpulje – slet ikke på kort sigt og inden for klimalovens tidsramme.

Hvordan bogen kan nå frem til konklusionen, at ‘vild natur’ skulle være “den glemte løsning på klimakrisen” – hverken på kort eller langt sigt, er ikke alene ubegribelig og uden logisk konsistens – Det er utroværdigt.

Med det sagt anfægter vi ikke, at vi skal have varierede skovlandskaber med betydelige naturhensyn – en andel af urørte/uforvaltede skovpartier og korridorer, brede og varierede skovbryn, skovmoser overladt til naturen, afgræssede skovenge, vældarealer, skrænter osv. Vi anbefaler og henstiller at de politisk vedtagne tiltag sættes på pause og genovervejes. At prioriteringen af naturhensynene sker helhedsorienteret med flersidig arealanvendelse, hvor naturpotentialet er størst. Men vi insisterer på, at afvejningerne foretages på et sagligt, fagligt og oplyst grundlag, på baggrund af ærlige konsekvensvurderinger og inddragelse af både bred faglighed og den lokalbefolkning, som skal leve med konsekvenserne.

Faglighed og saglighed vs. holdninger, ideologi og overbevisning.

Vi ønsker alle at værne om “naturen”, og de fleste vil spontant svare ja tak til mere “vild natur”, men de færreste har sat sig ind i hvilke undeliggende værdier begrebet repræsenterer.

Vi har tidligere forsøgt at redegøre for nogle af de grundlæggende positioner omkring natursyn, og aktører i debatten kan næppe troværdigt sige sig fri for at være påvirket af holdninger, ideologi, overbevisning osv.

Fra Bevar De Danske Skove bekender vi os – i dansk kontekst – åbent til:

  • et grundlæggende kulturnatursyn, men med fuld forståelse for behovet for at tilgodese naturhensyn bl.a. ved genopretning af tidligere tiders drænede skovmoser, partier af urørt skov, dødt ved, bevarelse af gamle træer osv. som et delelement i
  • en flersidig (multifunktionel) forvaltning af vores kulturskove – flersidigt, som en nødvendighed pga. arealknaphed, selvforsyning/forsyningssikkerhed og ansvarlighed i forhold til klodens tilbageværende naturskove – kort sagt: et bæredygtigheds- og helhedssyn.

“Produktionsskoven” – Et falskt modsætningsforhold – Et kommunikativt greb?

Bekender man sig, som forfatterne til bogen, til vildhedsparadigmets dogmer og nøglebegreber, vil enhver kultur og menneskeskabt påvirkning af skoven være unaturlig og diskvalificere en skovs værdi som natur. I dette paradigmes begrebsapparat findes flersidig eller multifunktionel skovforvaltning derfor ikke hverken formelt (p83) eller konceptuelt. De danske skove, og i høj grad de statslige skove, er flersidigt drevne kulturskove, som (i 2020) bestod af en mosaik af forskellige anvendelser (træart(er)/aldre) med en gennemsnitlig størrelse på lige godt 1,0 ha, vekslende med lysåbne naturtyper. (Kilde: Naturstyrelsens bevoksningsdata 2024). Minimum 10% af arealet var allerede formelt eller via certificering lagt urørt/uforvaltet – og reelt yderligere en ikke ubetydelige andel defacto uden skovdrift pga. terræn, hydrologi, naturværdier, kulturarv, bynærhed/rekreative hensyn m.v. – foruden de naturhensyn den naturnære skovdrift siden 00’erne har medført.

“Produktionsskoven” er i bogens udlægning en urealistsik og unfair kommunikativ dystopi – I virkeligheden var/er vores skove langt mere varierede (og biologisk værdifulde) end de fremstilles.

Urørt skov – CO2 optag og kulstofpulje

Klimaeffekten af urørt skov er genstand for intens faglig debat – hvorvidt et skovområde som biologisk system når et mætningspunkt, hvor CO2 optaget fra fotosyntesen opvejes af nedbrydning fra forrådnelse og respiration. Populært sagt, hvorvidt træerne vokser ind i himlen.

Sagkundskaben i Danmark – Institut for Geovidenskab Naturforvaltning, Københavns Universitet (IGN) har fulgt og forsket i området gennem årtier, og dokumenterer hypotesen om at et mætningspunkt nås med en 0-klimaeffekt til følge.

Samme institut kommer i den opfattende analyse af udviklingen i kulstoflagring i Suserup skov frem til konklusionen: “Det samlede kulstoflager i levende og dødt ved har langt overvejende været konstant over de 30 år, hvor skoven har været målt” (p25). og “Samlet set peger undersøgelsen i Suserup Skov på, at den urørte skov udgør et stort lager af kulstof, men ikke bidrager til yderligere at modvirke klimaforandringer gennem kulstofbinding, fordi der opstår en ligevægt mellem udledninger og optag af CO2 til og fra atmosfæren.“(p27)

Tankevækkende nok drager bogen med baggrund i præcist samme undersøgelse konklusionen: “Dermed fortæller Suserup Skov en vigtig historie: Selv i en gammel urørt skov fortsætter kulstofoptaget – og kulstoflageret ligger markant over, hvad vi ser i de danske produktionsskove” – helt uden forbehold eller citation af IGN-forskernes egen konklusion.

Men, hvad er urørt skov?

Så vidt de “faglige” uenigheder om urørt skovs evt. fortsatte – i givet fald yderst marginale – co2-optag. Anden del af bogens konklusionen: at kulstoflageret – i skoven – i en (uforvaltet) urørt skov, som Suserup ligger markant over “produktionsskovens”, fraset lageret af høstede træprodukter, er – alt andet lige – korrekt nok.

Men værd at bemærke er, at ‘vild natur’ fortalerne ikke ser Suserup skov som ‘vild natur’. Skoven lever nok op til flere af paradigmets nøglebegreber, men mangler væsentligst påvirkning fra store græssere, som i deres optik ville have modvirket succesionen mod den tætte urørte (uforvaltede) skov; men derimod have resulteret i en lysåben savanneagtig skov – med kronedække ned til 10-25% (se bannerbillederne). En fortælling, som ikke finder sine begrundelser i årtiers videnskabelige undersøgelser, konklusioner eller i historiske kilder. Men derimod efter forbillede/antagelser omkring Em-mellemistidens skovlandskaber for 130.000 år siden formet af urtidens megafauna – og allervæsentligst for ‘vild natur’ ideologien: fravær af mennesket. Men den lysåbne savanne-skov vil aldrig opnå sammen kulstoflager som Suserup Skov (735 m3 levende vedmasse eller 240 t.C per ha.). (Det er kendt forstfaglig viden, at løvmængden – “fotosyntese-produktionsapparatet” og dermed kilden til tilvækst og CO2-dræn ikke påvirkes af hugstgrader praktiseret ved normal skovdrift. Først når hugsten bliver så stærk, at kronedækket afgørende brydes falder bladmængden og dermed potentialet for CO2-dræn og kulstofopbygning)

Til sammenligning:

  • Jægersborg Dyrehave (høj bonitet – lysåben savanneskov) med gennemsnit på 206 m3/ha(*)
  • Draved Skov (lav bonitet , lavbund, og endnu uforvaltet og sluttet skov) med 190 m3/ha (**)
  • Forvaltet skov Rødgran og Ædelgran Rold Nørreskov med 564 m3/ha (**)
  • Forvaltet skov Rødgran og Ædelgran Silkeborg Sønderskov med 605 m3/ha (**)
  • (Ikke europæiske, oversøiske træarter i forvaltet skov vil ligge på endnu højere niveauer – navnlig ved sammenligning på dårligere jorder.)

Drevne kulturskove på sammenlignelig jordbund, vil med al sandsynlighed rumme betydelig større kulstoflager end ‘vild-natur’ versionen af urørt skov – helt bortset den drevne skovs kontinuerlige CO2-dræn og substitutionseffekt. Alene derfor falder bogens kulstoflager-argumentet for den “glemte klimaløsning”.

(* Kilde Naturstyrelsens bevoksningsdata – Gennemsnit er 156 er m3FM, som erfaringsmæssig skal ganges med 1,1*1,2 for at komme frem til levende vedmasse) (** Kilde Naturstyrelsens bevoksningsdata – Gennemsnit for bevokset areal alle aldersklasser – omregnet til levende vedmasse som ovenfor. For Draved vil der givet være højere niveau af kulstof i jordbunden) (dødt ved er ikke medregnet i Suserup tallene eller sammenligningstal – kun levende vedmasse over og under jorden)

Kulstof i dødt ved.

Fra Suserup studiet opsummeres: “De samlede mængder dødt ved blev opgjort til 211 m3 ha-1, hvilket kun er omkring 2 m3 ha-1 mere end ved målingen i 2013.” – Som konkluderet samlet ovenfor, i praksis uændret, og ikke overraskende på et meget højere niveau ift. en drevet kulturskov, hvor formålet er at hovedparten af vedet fjernes til anvendelse i bioøkonomien (se substitutionseffekten nedenfor). Parallelt til vild natur idealet om den lysåbne savanneskov, vil dødt ved niveauet givet falde tilsvarende. Dødt ved spiller naturligvis en – omend ubetydelig – rolle i klimasammenhæng. På højbund nedbrydes dødt ved relativt hurtigt, tynde stammer og grene på få år (halveringstid på gns. 10 år), og selv meget tykke stammer af eg fra stormfaldet 1967 er idag helt nedbrudte og borte (Suserup).

På lavbund med høj vandstand (fravær af ilt) vil nedbrydningen ske væsentlig langsommere og medvirke til dannelse af mose, hvilket over århundreder medvirker til opbygning af betydelige kulstofpuljer af biologisk materiale. Men i afklaringen af forsvaret for vild natur i forhold til vores kulturskove vil argumentet være uden betydning, idet den praktiserede forvaltning af skovene helt parallelt til udlagt urørt skov vil lade områderne være undtaget for drift – både af naturmæssige og økonomiske årsager. Fortidens afvandede skovmoser er allerede for betydende arealer opgivet, tilbageført og overladt til naturlig succesion.

Der er udbredt enighed om, at dødt veds betydning for biodiversiteten i skov – en væsentlig forudsætning for visse artsgruppers forekomst og livsbetingelser. Derfor har der siden naturskovsstrategien i 90’erne og indførelsen af naturnær skovdrift i statens skove været fokus på, at forvalte efter bevarelse af store træer, såkaldte livstræer, som bevares til naturlig død og henfald. Samt tiltag og retningslinier for at efterlade højstubbe (spættetræer), dødt ved osv.

Siden 1907 har man systematisk målt og publiceret skovstatistikken, som siden 2002 har indeholdt en systematisk opmåling af forekomsten af dødt ved – både af hensyn til biodiversiteten og som en del af grundlaget for rapportering af skovenes klimaeffekt – senere fra 2020 som input til Klimalovens krav om en årlig Klimastatus og – fremskrivning.

Statistikken viser således, at der i gennemsnit er registreret 6,4 m3/ha dødt ved. De højest målte mængder dødt ved ses i uensaldrene dyrkede skove, hvor mængden ligger på 11,3 m3/ha, og i urørt skov, hvor der er målt 13,3 m3/ha. Kurverne til højre viser udviklingen siden 2002.

Der ligger indiskutabelt en opgave i, af hensyn til biodiversiteten, at forvalte vores skove med mere dødt ved og flere gamle træer – Men som klimaargument har puljen kun marginal betydning.

Kulstof i jorden.

Skovjord indeholder typisk store mængder kulstof i tempererede skove over halvdelen af skovens samlede kulstoflager. Skovenes forvaltning fræmhæves, at påvirke skovjordens kulstofindhold – navnlig opretholdelse af bestandstæthed eller kronedække er afgørende, men såvel opbygning som nedbrydning sker kun over meget lange tidsspænd – så lange, at det i kortsigtede (årtier) klimabetragtninger ikke påvirkes nævneværdigt af forvaltningsmæssige virkemidler.

Begge tidligere refererede undersøgelser fra KU understøtter, at antagelsen om at skovjordens kulstofindhold dels er stabilt, kun ændres meget langsomt, og er ufhængigt af forvaltningsform – drevet eller urørt skov. (I klimaregnskabet (IPCC) anses skovjordens kulstofpulje derfor som konstant) Fra Suserup-opgørelserne konkluderes: “En sammenligning af skovjordens kulstofpuljer i Suserup Skov med målinger fra 19 prøveflader i forvaltede bøgeskove på Sjælland viste hverken forskelle mellem gennemsnittene af de samlede kulstofpuljer eller mellem kulstofpuljerne i de forskellige horisonter” (p26).

Suserup undersøgelserne dokumenterer omvendt, at potentialet for opbygning af betydelige kulstofpuljer i jorden for områder med høj vandstand er betydeligt (390 tC/ha) i forhold til højbund (132 t C/ha), såfremt naturlig hydrologi fastholdes (aktiv lukning af tidligere tiders dræn og grøfter). Den levende vedmasse falder dog betydeligt på arealerne, hvor dræn lukkes. og “tidsperspektivet for opbygning af jordens kulstofpulje på lavbundsarealer i skov er imidlertid meget usikker, og der mangler konkret viden om den forventede kulstofbindingsrate.” (p27) Og endeligt: Der er ikke et forvaltningsmæssigt modsætningsforhold mellem en flersidigt drevet kulturskov eller skov udlagt som urørt – I begge tilfælde har men gennem de seneste årtier enten aktivt tilbageført eller passivt overladt arealerne til naturlig hydrologi.

Jord indeholder generelt store kulstofmængder, og sikkert derfor indgår jordens kulstofpulje tungt i bogens argumentetioner. Navnlig bliver vedvarende græslands kulstofpulje i jorden væsentlig idet, at den levende vedmasse i en savanneskov ikke kan opnå den sluttede urørte-skovs maksimale vedmasse. Derfor bliver jordbundens kulstoflager under den nu lysåbne skov afgørende i bogens argumentation. Bogen henviser til en IPCC/NASA kilde (p141), ifølge hvilken temperet græsland kan akkumulere 236 tons C/ha. Efterfølgende omtales danske forskelle fra landsdele og jordtyper, som tydeligvis stammer fra omfattende danske undersøgelser, som man både undlader at referere og bringe resultaterne fra: Danske marker indeholder i gennemsnit 142 ton C/ha. Danske Mælkeproducenter oplyser, at arealer med vedvarende græs (økologisk drift) i gennemsnit indeholder 150 ton C/ha (enkelte målinger op til 180). Samme undersøgelser konkluderer, at jordbundens kulstofpulje i lighed med den urørte skov opnår et mætningspunkt – en balance, hvor tilgangen (for vedvarende græs på 1,1 ton C/ha/år) modsvares af mikrobiel nedbrydning.

Kulstofpuljerne i jord er betydende, men med de oplysninger, der er tilgængelige, er de hårdt bundne, opnår et mætningspunkt, og kulstofbindingsraterne er usikre – antagelig små.

Træprodukters klimaeffekt – Substitutionseffekten

Så vidt skovens kulstofpuljer – i skoven, men for den drevne skov findes der, dels en kulstofpulje i de høstede træprodukter, som typisk har erstatte fossil-tunge materialer i byggeri, møbler m.v., og dels en klimaeffekt fra rest-biomasse = biogent kulstof = energi, og som kan erstatte anvendelsen af fossile energikilder – begge effekter udgør den såkaldte substitutionseffekt.

Emnet, som har en afgørende betydning – måske den væsentligste – for afklaring af klimaeffekten af skov, behandles i bogens kapitel 6, hvor forfatteren afslutter et langt og komplekst kapitel med opsummeringen:

“Træprodukter kan spille en rolle som lager af kulstof, særligt byggeri med lang levetid. Men i Danmark brænder vi som nævnt stadig det meste af som energitræ, og dermed går dermed går den potentielle klimafordel op i røg – bogstaveligt talt. At udfærdige modeller for skovbrug og og træprodukters klimaeffekt er en forudsætningssport, hvilket gør det ekstremt vigtigt, at repræsentere den virkelig verden så realistisk som muligt – det er dog ikke altid tilfældet.

Mindre intensivt skovbrug eller vild natur kan ikke alene være en gave til biodiversiteten, men også til klimaet, som de nævnte studier indikerer. At lade skovene stå, give plads til dødt ved, gamle stammer og langsomme processer, kan altså være en klimahandling i sig selv. Det er måske ikke den hurtige teknologiske løsning, men det er en sikker løsning: Skoven holder på sit kulstof, så længe vi lader den stå i fred.“

Forfatterens afsluttende betragtninger vidner om en ærligt bekendelse til et natursyn i sync med bogens mission, et ikke ubetydeligt skær fra overbevisningens verden, og i mindre grad af indsigt i skovbrugsfaglige emner. At emnet kan udlægges som en “forudsætningssport”, har han ganske ret i. Hvis vi, i den ideelle verden, var stoppet med at udvinde fossilt kul, olie og naturgas – så anvendelse/afbrænding af biogent kulstof reelt ikke erstattede fossilt kulstof – så var det irrelevant, at tale om en substitutionseffekt – så kunne vi – af hensyn til det biogene kulstofkredsløb – blot efterlade skovens kulstof i den urørte skov til naturlig balance mellem fotosyntese, forrådnelse og respiration.

Men her fejler bogen. Det handler ikke kun om CO2 molekyler i atmosfæren. Det handler om at minimere eller helt at undgå udvinding og forbrænding af fossilt kulstof = irreversibel øgning af CO2 indhold . I de mange kapitlets eksempler og argumentation forkuseres enøjet på CO2 – uden hensyntagen til om oprindelsen er biogen eller fossil.

Kapitlet fokuserer på tre overordnede aspekter: Perspektiv (forbrugs- eller produktionsperspektiv), Systemafgrænsning (hvor stor en del af den virkelige verden repræsenterer modellerne) og tid (hvor længe er træets rotationstid).

Perspektiv – Forbrugs og/eller produktionsperspektiv.

Det kan forekommer indlysende – omend teoretisk og komplekst, at man skal inddrage begge perspektiver. Træprodukters klimaeffekt afhænger naturligvis af den anvendelse der efterspørges – hvilke produkter træ erstatter, og de af oparbejdningen afledte sidestrømmes klimaeffekt. Teoretisk og komplekst idet en indlysende præmis for skovdrift er, at man kun kan tilrettelægge skovdriften efter en antagelse om, hvilke produkter og kvalitetet der efterspørges i en fjern fremtid. De kortsigtede beslutninger om hugst og aflægning, bestemmes dels af markedet, men i høj grad også indirekte af regulering eks. bygningsreglementet mht, CO2 belastning. Det sidste som eksempel på, at der ligger en klar samfundsopgave i, at regulere udnyttelse de træressourcer vi har til rådlighed klimamæssigt klogest muligt – herunder cirkulær anvendelse. Det forekommer lidt søgt at inddrage forbrugsperspektivet i argumentationen for afklaring af urørt hhv drevet skovs klimaeffekt.

Fakta og forventninger er, at vi skal bruge endnu mere konstruktionstræ:

Med produktion af konstruktionstræ følger rest-biomasse, som idag overvejende anvendes til energi. Netop Danmarks store forbrug af træbiomasse i kraftvarmeværker er tilbagevendene genstand for diskussioner. Vild-natur tilhængere, som Danmarks Naturfredningsforening er ideologisk imod, mens skovbrugsorganisationerne forsøger med et sagligt modsvar. Virkeligheden er, at så længe vores energiforsyning er afhængtg af afbrænding af fossil energi, så vil anvendelse af bæredygtigt produceret træflis (biogent reproducerbart kulstof) erstatte og forhindre yderligere udvinding af fossil energi som kul, olie eller naturgas. Vi har iøvrigt som samfund en opgave i til stadighed at udvikle og forbedre anvendelsen af træ-biomassen til langtids holdbar og cirkulær anvendelse (kaskadeprincippet) – udskyde forbrændingen/CO2-udledningen længst muligt og dermed øge lageret af høstede træprodukter.

Uenighederne om træflis´ klimabidrag bor således primært i bedømmelse af, hvor hurtigt vi i Danmark kan udfase anvendelse af fossil energi (og ultimativt også globalt set, idet vi deler atmosfære med resten af kloden). Status i vores grønne foregangsland Danmark er, at det samlede energiforbrug (697 PJ i 2025) nu dækkes 50% af vedvarende energikilder, men at 59% heraf leveres af træflis (og heraf igen importeres 62%) – kun 20,5 % dækkes således af vind, sol, biogas m.v. Med til billedet hører også at efterspørgslen på el er kraftigt stigende og langt større end elnettet for nuværende kan levere.

“Forudsætningssportens” realitetscheck består således i: om man her 10 år efter Parisaftalen, og 20 år før målstregen (2045) anser det for så sandsynligt, at 80% af 2025’s energiforbrug kan erstattes af sol, vind m.v., og hvorvidt det er rettidig omhu allerede nu at beslutte udfasningen af en reproducerbar vedvarende energikilde som biomasse.

Andre vinkler på biomasse anvendelsen er behovet for sikker vedvarende energiforsyning i vintermåneder, hvor sol og vind ikke kan følge med, og hvor lagring i form af batterikapacitet i bedste fald kan døgnudjævne. Og endelig giver biomassekraftvarmeværker punktkilder med mulighed for biogen CO2-fangst, og dermed grundlaget for CCS-løsninger, som kan skabe direkte negative emmisioner – populært sagt dræne atmosfæren for CO2. Disse perspektiver forbigår bogen helt i sin argumentation imod anvendelse af træ-biomasse.

Systemafgrænsning.

Kort sagt: Hvor meget af skoven og træet tager vi med i modeller og beregninger. Her skal alle kulstofpuljer og afledte udledninger naturligvis medregnes. Bogen nævne perifært kunstgødning, hvilket er irrelevant produktions- eller kulturskove gødes ikke, hvis vi ser bort fra juletræsproduktion, som i dag i langt højere grad dyrkes på landbrugsarealer. Langt mere væsentligt er jordens kulstofindhold, som naturligvis skal medregnes, men i praksis og i Suserupundersøgelserne (også i IPCCs klimaopgørelser) anses for hårdt bundne og “konstante” kulstoflagre, som ikke reelt kan påvirkes kortsigtet ved forvaltningsændringer.

Tid

Generelt spiller tid den helt afgørende rolle i bogens argumentation, både forstået på den måde, at klimakrisen anses for en akut krise, hvor CO2 dræn og -udledninger inden for klimalovens mål for klimaneutralitet i 2045 (2050 i EU) vægtes højere end de langsigtede perspektiver. Heri er vi egentlig ikke uenige, men, som vi vil se, er bogens argumentation, anbefalinger og virkemidler langt fra logisk konsistente i at levere på kortsigtet klimaindsats – tværtimod.

Og yderlige spiller tid en afgørende rolle ved bogens fokusering på rotationstid: “Hvad er forholdet mellem hvor længe træet vokser (rotationstid), og hvor længe kulstoffet forbliver bundet i produktet (produktets levetid) på den anden side“. Hvad angår den sidste del, er det indlysende, at produkternes levetid = varigheden af kulstoflageret i høstede træprodukter (HWP) er afgørende. Og som nævnt, har vi en samfundsopgave i at at anvende træ og biomasse klogt i langtidsholdbare og cirkulær anvendelser.

Men når det kommer til træets rotationstid hopper kæden af. I bogen argumenteres for, at “mange” overser enkelttræers rotationstid ved LCA beregninger af byggematerialers klimabelastning. Men ved netop at inddrage det enkelte træ og dets levetid, og det samme med en bevoksnings rotationstid komplicerer og fortegner bogen virkelighedens verden. Argumentet er ganske enkelt vildledende og uvæsentligt for at bedømme “en skovs” bidrag til klimaindsatsen. Bogen er kort inde på den reelle vinkel og præmis (p.121) i omtale af at anskue en skov på landskabsskala, men forlader hurtigt denne præmis, vender tilbage til de vildledende rotationstidsbetragtninger, og har åbenlyst glemt at bogens mission var at påvirke beslutninger om arealanvendelse.

Areal er netop den knappe faktor. Derfor er enkelt-træ og bevoksningsbetragtninger irrelevante. Et givet areal kan enten anvendes til flersidig skovdrift eller vild-natur. I en flersidigt bæredygtigt drevet skov (uanset om den er 50, 100 eller 1.000 ha), hvor man ikke høster og fjerner træ/biomasse ud over skovens tilvækst, vil skoven isoleret set minumum være både kulstof- og klimaneutral, samtidigt med at den via hugsten af træ og biomasse både leverer tilgang til lageret i høstede træprodukter og substitution af fossil energi. Den årligt tilbagevendende skovstatistik beretter om stadig stigende vedmasse (øget kulstoflager) på trods af endda markant stigende hugst – så ingen grund til bekymring om, at danske skove ikke drives bæredygtigt og i balance både hvad angår kulstof og klimaeffekt.

Tendentiøs bagatellisering af træprodukters klimabidrag

Bogens kapitel 6 fokuserer på den aktuelle anvendelse af træ og biomasse i Danmark, hvilket bestemt er relevant – men også som et udgangspunkt for plads til forbedret udnyttelse.

Når man fremstiller den aktuelle forbrugs-situation, hvor den omfattende biomasseimport til udfasning af kul medregnes, og man samtidig ekskluderer dansk træ-eksport, så fremstiller man et stærk tendentiøst billede af, at træ til vedvarende konstruktionsformål udgør en bagatel. Det samme når man relativerer størrelsen af høstede træprodukter (HWP-puljen) til skovens samlede kulstofpulje inklusive den store hårdt bundne og konstante kulstofpulje i skovjorden. Man stiller med polemisk undertone spørgsmålet “Kan kulstoflageret i træprodukter realistisk set øges?“, gir “forskeres fire principielle veje” til at øge HWP puljen, men forbigår, at en oplagt vej var forstfaglig skovdrift, ikke udfasning men øgning af nåletræsandelen i den bæredygtigt og flersidigt forvaltede kulturskov.

Endeligt refereres igen til dansk forskning: “Do forests best mitigate CO2 emissions to the atmosphere by setting them aside for maximization of carbon storage or by management for fossil fuel substitution? af Anders Tærø et. al.” Hovedkonklusionen herfra er (oversat): “I denne undersøgelse havde forvaltede skove generelt et større potentiale for at mindske CO2-udledning sammenlignet med uforvaltede skove.“, som herefter følges en række diskussionspunkter. Samme forsker var medforfatter på bogen “Klimaskoven“, hvor der i bilag H redegøres for studiets resultater, og “Hvordan skovdrift kan afhjælpe problemet med stigende mængde CO2 i atmosfæren“.

Det danske studie sammenholdes så med et svensk studie “Why We Disagree about the Climate Impact of Forestry – A Quantitative Analysis of Swedish Research“, som hævdes at repræsenter sammenlignelige (geografiske) forhold. Studiet er ikke sammenligneligt i forhold til uforvaltet skov, og slet ikke i forhold til den danske vild natur definition på urørt skov. Studiet indeholder scenarier, hvor op til 11,5% (landsgennemsnit for Sverige – stort set det samme niveau som danske kulturskove) af et skovarealet multifunktionelt reserveres til uforvaltet skov (altså ingen aktiv forvaltning overhovedet). Den generelle konklusion for studiet er: “Generelt set stiger klimafordelene ved intensiverede forvaltningsstrategier med niveauet af intervention, f.eks. det ekstra areal, der gødes, eller det ekstra areal, der bruges til stubfældning. Det er derfor indlysende, at resultatet af sammenligninger af reduceret høst og intensiveret forvaltning vil afhænge af størrelsen af ​​de valgte interventioner“, men forfatterne problematiserer, som bogen, substitutionseffekten, og påpeger forlænget rotationstid som et relevant forvaltningsalternativ – ikke urørt skov – ikke total ophør af skovdrift – ikke aktiv forvaltning ved genopretningshugst. Så helt andre forudsætninger.

Kapitlets forfatter opsummerer sin tenditiøse og selektive læsning af studierne, som anført ovenfor.

Fra kulturlandskaber til Urørt Skov

Det danske landskab er et udpræget kulturlandskab skabt i samspil med menneske, ager- og skovbrug – på godt og ondt. På sørgsmålet: “Findes der urørte områder i Danmark?” svarer relevante forskere hurtigt og klart Nej.

Så ‘vild natur’ er er “nyt fremmedelement” i vores 6.000 år gamle kulturlandskab. Vil vi have ‘vild natur’, så må den skabes, og fortalere og forskere har hver deres endog meget detaljerede forestillinger, ønsker og retningslinier for hvordan vores “forkerte” kulturlandskaber skal transformeres til ‘vild natur’:

Specifikt fra kulturskov til vild natur – Urørt Skov

Men også på det her punkt er der videnskabelige uenigheder om baseline, sigtelinjer og virkemidler:

Statens retningslinjer for forvaltning af urørt skov er tilblevet og fastlagt med tydelig indflydelse fra forskere og meningsdanner med præference for paradigmeskiftet til en nyt natursyn, baseret på ‘vild natur’ ideologien, og foreskriver en markant “naturgenopretning” og aktiv forvaltning:

  • Rydning af alle ikke hjemmehørende træarter (fældningsgrad 95-100%)
  • Strukturhugst og veteranisering med følgende fældningsgrader
    • Hjemmehørende løv og skovfyr:  u/80 år: 50%, 80 – 150 år: 25%, over 150 år: 10%
    • Rødgran: under 150 år: 50%. over 150 år: 10%
    • Europæiske ikke hjemmehørende: under 150 år: 75%, over 150 år: 10%
  • Ryddede arealer genplantes ikke, men overlades til naturlig tilgroning. Ved udsætning af store græssere bag hegn tilstræbes ca. 30% af det oprindelige skovareal bibeholdt som helt lysåben græsningsskov
  • Naturlig hydrologi genetableres, hvor det ikke allerede er sket

Alt sammen med det klare mål, at skabe en tilstand i overensstemmelse med ‘vild natur’ narrativet.

Bevar De Danske Skove, har med baggrund i Naturstyrelsens bevoksningsdata beregnet klimatabet ved denne “naturgenopretningshugst”.

Bogen såvel som de officielle beregninger forbigår helt at nævne eller kvantificere dette åbenlyse tab af klimaindsats – både af stående vedmasse (kulstoflager) og tilvæksttab (CO2-dræn+tabt substitutionseffekt), dels ved at gå fra sluttet skov til lysåben skov, og dels ved systematisk at fjerne højt ydende oversøiske nåletræarter.

Beregningerne tager udgangspunkt i de 75.000 (bevokset ca. 60.000) ha urørt udpegede kulturskove fra Natur- og biodiversitetspakken fra 2020. Med Grøn trepart, og vedtagelse af en ny biodiversitetslov efter anbefaling fra Biodiversitetsrådet, DN ig DCE – ialt 30% af Danmarks samlede areal = 1.250.000 ha., forventes alle offentligt ejede skove, samt 2/3 eller mere af private skove taget ud af drift som beskyttet eller strengt beskyttet natur. Realiseres disse anbefalinger vil klimatabene ved anvendelse af samme retningslinier berøre et eksisterende skovareal på min. 500.000 ha. plus formentlig al ny skovrejsning.

Klimaeffekter ved skovrejsning på landbrugsarealer.

Grøn Trepart har som mål, at udtage 140.000 ha. lavbund, som ikke tilplantes med skov. Deruover er målet at tilplante 250.000 ha. ny skov, og heraf 100.000 ha. båndlagt fra start som urørt med skovdrift forbudt. Hvorvidt de 150.000 ha. ny skov uden urørt-klausul kan blive en realitet er stærkt usikkert. Dels på grund af vanskeligheder med den frivillige skovrejsning, og dels vil et krav om 30% beskyttet natur fra en ny biodiversitetslov uden tvivl komme til at påvirke prioriteringen af disse arealer til beskyttet natur.

Københavns universitet, IGN, har udgivet en sagsnotatet “Kulstofbinding ved skovrejsning”

Formål:

“Målet med dette notat er at tilvejebringe opdaterede og transparent kvantificerede estimater for kulstofbindingen ved skovrejsning under forskellige scenarier. (…)

Der opstilles beregninger inden for tre hovedscenarier af skovrejsning:

1. Klassisk skovrejsning på landbrugsjord, jf. tilskudsordningen til privat skovrejsning.
2. Skovrejsning med hurtigt voksende træarter og hjælpetræer.
3. Naturlig tilgroning hvor dyrkning af landbrugsjord opgives og overlades til naturlig tilgroning uden efterfølgende skovdrift.”

Resultater:

“Kulstofbindingen varierer meget over tid ved etablering af skov (fra 1 til 42 t CO2 eq /ha/år – Tabel 1).

I de første 10 år efter skovrejsning bindes der blot ca. 2 t CO2 eq /ha/år på de ringere jorder, når der plantes skov med eg eller
andre langsomt voksende træarter og når arealerne overlades til naturlig tilgroning.

På gode jorder kan der i de 10 første år bindes 11 t CO2 eq /ha/år når der plantes hurtigt voksende løvtræer

og 17 t CO2 eq /ha/år når der plantes hurtigt voksende nåletræer.

Set over en 100-årig periode varierer effekten ligeledes, om end mindre, fra under 5 til 21 t CO2 eq /ha/år.”

Sagsnotatets resultater taler for sig selv.

‘Vild natur’ opskriften på skovrejsning er naturlig eller “assisteret” tilgroning. Heller ikke her kan det findes belæg for maksimering af kulstofpulje – slet ikke på kort sigt og inden for klimalovens tidsramme.

Bevar De Danske Skove har ikke spor imod en balanceret tilgang til skovrejsning, hvor der tages skyldig hensyn til natur og biodiversitet, og kan tilslutte os anbefalingerne fra IGN forsker Thomas Nord Larsen:

  1. Lav skovrejsning på de ringeste landbrugsjorde – man risikerer omfattende lækage-effekter ved at rejse skov på den gode landbrugsjord. Lækage-effekter omfatter eksempelvis en udvidelse af landbrugsproduktionen andre steder på bekostning af skove eller naturarealer. Både udvidelsen af landbruget og skovrydningen kan føre til øgede udledninger af CO2.
  2. Læg produktionsskoven på den mindst ringe del af de udlagte landbrugsjorde for at sikre mest muligt træ til en grøn omstilling. Herved lever man bedst op til aftalens målsætning på klimaområdet.
  3. Læg skov til biodiversitet, hvor jordbunden er mest våd, og hvor nedbrud af dræn gør, at skoven på sigt ikke vil kunne dyrkes. Det er sandsynligvis også her, at der hurtigst skabes mest biodiversitet, og hvor udledning af næringsstoffer til grundvand og havmiljø mest effektivt forhindres.
  4. Læg skov med ’urørt skovrejsning’ (ny skov der får lov at passe sig selv) ud til naturlig tilgroning. Gerne i forbindelse med eksisterende natur af høj kvalitet, og hvor der er naturlige frøkilder af ønskede arter, som kan sprede sig ud i den nye skov.

… med den tilføjelse, at beslutninger og prioriteringer træffes bæredygtighedsafvejet af vores folkevalgte på et solidt sagligt, fagligt og oplyst grundlag.

Videnskabelige udgivelser og bidrag fra sagkundskaben i Danmark

Som deklareret er bogen et partsindlæg. Skulle politikere, beslutningstagere eller befolkningen have interesse i det bedste bud på sandhedssøgende neutral forskning og formidling af undersøgelsesresultater og viden kan vi fra Bevar De Danske Skove anbefale:

Anmeldelser af bogen:

måske forståeligt nok anmeldelser, som ikke bærer præg af hverken dyb reserach eller kritisk læsning af bogens udlægninger af underliggende forskningsresultater og -studier.

… der savnes et modsvar fra forstfaglig sagkundskab og de danske skov-brancheforeninger