(Bannerfoto: Sommerfugl på tidsel, Kilde: Miljøministeriet)

Af Robert Olesen, skov- og landskabsingeniør, Bevar de Danske Skove

Dyrearter uddør i et langt hurtigere tempo, end hvad der er naturligt i disse år. Årsagen til denne triste udvikling er menneskelig adfærd, og det kan få store konsekvenser for os selv …Carsten Rahbek – en af de førende danske forskere på området (medlem af Biodiversitetsrådet, Red.) – er enig i, at den sjette masseuddøen ikke længere er et skræmmende fremtidsscenarie …Vi gennemgår den derimod lige nu … Vi eksperimenterer med vores livsgrundlag”, hedder det i en artikel på videnskab.dk.

Professor Kaj Sand-Jensen fremfører samme bekymring og konstaterer: ”Få betvivler realiteten af globale temperaturstigninger, men der findes folk, der sætter spørgsmålstegn ved den stærkt forøgede artsuddøen på trods af solide data

… herfra en tilståelse. Kaj Sand-Jensen rammer mit ståsted – spot-on, men dog med åbenhed for at lade mig overbevise af solide data.

Mit fokus, som bekymret og skeptisk skovmand, er de drastiske forandringer i vores skov- og naturforvaltning, der i tiden anbefales fra bl.a. Biodiversitetsrådet, angiveligt begrundet i en buldrende biodiversitetskrise, men med åbenlyse og alvorlige negative konsekvenser for klimaindsats, ressourceforsyning – ja, alle bæredygtigheds- og samfundshensyn, inkl. en diskutabel positiv, eller lige så sandsynligt direkte negativ, effekt for vores naturtyper og arter – Derfor har jeg gennem snart tre år ønsket at efterspore og trykprøve de fakta og data, som understøtter krisefortællingen – med relevans for vor tid og under vores himmelstrøg.

Så hermed i anledning af nytåret 2024 en opsummering af hvad jeg og mit ”skepsis-fælleskab” fandt.

Sjette masseuddøen – faktum eller bekymring?

Jeg stillede professor Kaj Sand-Jensen spørgsmålet:

Har vi kendskab til og dokumentation for uddøde arter, som har levet under vores himmelstrøg – efter sidste istid – for 11.700 år siden?

(Med min tidsafgrænsning til historisk tid, har jeg fuldt bevidst udeladt hele forsker-fejden omkring årsagerne til mega-faunaens uddøen på mammutsletten for ca. 20.000 år siden – hvorvidt det var istid og klimaforandringer eller mennesket, der skal bære skylden)

Forud for henvendelsen gav en søgning på IUCN’s Rødliste 2 arter: uroksen (†1627), gejrfuglen (†1844) – Begge arter dokumenteret efterstræbt som jagtbytte, og derved udryddet af vores forfædre.

Forespørgsel til Kaj Sand-Jensen og kommentar fra Bent Vad Odgaard tilføjer yderligere: Irsk kæmpehjort, hvis tidsintervallet udvides til 14.500 år, og vildhest kan diskuteres – om og hvorvidt den faktisk er uddød – iflg. IUCN findes arten stadig i Asien. KSJ henviser yderligere til bogen ”Danmarks Forhistoriske Dyreverden” af Kim Åris Sørensen – men her er vi igen før tidsafgrænsningen i mit spørgsmål – i den sene og hårdeste fase af sidste istid. I Kaj Sand-Jensen (et al.) seneste bog ”Danmarks biodiversitet” næves yderligere Hede-Jordugle og en underart af Høgeurt – dog begge iflg. IUCN og GBIF ikke globalt uddøde som art.

På anbefaling fra KSJ, gav ”et dyk” ned i oplistningen af videnskabelige artikler, som argumenterer for sjette masseuddøen, en løftet pegefinger til skeptikere, der som jeg tillader mig at søge svar i IUCN’s rødliste: At jeg derved overser, at IUCN’s rødliste langt fra er komplet. Hvor hypotesen modsat er, at et ekstrapoleret estimat (baseret på analyser af artsgruppen snegle) indikerer, at 150.000-260.000 af klodens antagede ca. 2 mio. arter må formodes at være globalt uddøde, inden at de nåede at blive observeret og registreret. Hvorvidt denne hypotese og estimat udgør de ”solide data” og refererer til min valgte tidsafgrænsning, står hen i det uvisse.

Uden noget udtalt behov for at beklikke vores fremmeste forskeres vurderinger og bekymringer, finder jeg det dog påfaldende, at man med ”solide data” konkret ikke kender til mere end 3 måske 5 uddøde arter/underarter i løbet af de seneste knapt 15.000 år. Arter vi – nutidens privilegerede og oplyste mennesker – forhåbningsvist ville have bestræbt os på at bevare.

Retfærdigvis skal det nævnes, at IUCN’s rødliste i skrivende stund indeholder kendskab til 909 globalt uddøde arter uden for NordvestEuropa, og at Danmark som rigt vestligt land helt sikkert bærer sit medansvar for artstab i andre verdensdele. Men at fremføre sjette massedøds-argumentet i agitation for et paradigmeskifte i dansk skov- og naturforvaltning forekommer ikke hverken sagligt eller seriøst.

En opgørelse fra OECD,  viser tilsvarende, at Vesteuropa er eneste verdensdel, som udviser positiv udvikling for biodiversitet (for hvirveldyr).

Så, indtil yderligere ”solide data” – relevante for vor tid og under vores himmelstrøg – foreligger, forbliver min skepsis intakt.

Min fortsatte skepsis overfor den dramatiske krisefortælling betyder på ingen måde, at jeg afviser, at vi også i Danmark har biodiversitetsudfordringer og forvaltningsmæssige valg og prioriteringer foran os. Det har vi – og forårsaget og påvirket af os mennesker, vores levevis, udviklingen i vores kulturlandskaber, men også i væsentligt omfang af de seneste tiders klimaforandringer – som vi mennesker med åbenlys sandsynlighed også har lod og del i.

Så tværtimod, og netop derfor har vi et ansvar for fortsat at passe på vores kultur-naturtyper og arter – ligesom vi har et ansvar for at passe på vores medmenneskers og kommende generationers muligheder for at leve et godt liv ud i deres fremtid

Kort sagt, ansvar for at træffe bæredygtige valg. Valg, som indlysende bør træffes på et så oplyst, sagligt og objektivt grundlag som muligt.

Når netop menneskeskabte klimaforandringer anføres som en afgørende faktor i bekymringerne omkring den sjette masseuddøen, så forekommer det derfor tilsvarende stærkt paradoksalt, at vores biodiversitetseksperter vælger at bagatellisere og undertrykke de veldokumenterede negative klimakonsekvenser af deres anbefalinger til fremtidig forvaltning af vores kulturskove.

Hvor klimakrisen – forenklet målt som CO2 koncentrationen i atmosfæren – indlysende er global, så er biodiversitetskrisen i langt højere grad regional, hvilket leder videre til at forstå forskellen på ”EX = uddøde arter” og ”RE =regionalt uddøde arter”

Biogeografi, nationalstatsgrænser og begrebet marginalarter.

Hver enkelt art har sin egen biogeografi – geografisk udbredelse, som et resultat af mange faktorer: både artsspecifikke, afhængigheder af andre arter, geologiske forhold, biotoper og regionale betingelser m.v. – herunder også klimaets, menneskets og kulturlandskabets påvirkning – Indlysende komplekst, og i praksis sikkert mere komplekst end muligt at overskue.

Et forsøg på en forenklet model findes i inddeling af EU i ni biogeografiske regioner

Skal man objektivt bedømme en arts trusselsniveau – risiko for at uddø – bør den naturligvis bedømmes inden for dens samlede naturlige udbredelsesområde – som bedømt i den internationale IUCN rødliste, men idet forvaltningen af natur er den enkelte nationalstats ansvar, har man valgt at måle trusselsniveauet pr. land. Det åbner indlysende for mange udfordringer ift. pålideligheden i de nationale rødlister – eksempelvis den danske rødliste.

Arter respekterer naturligvis ikke menneskeligt konstruerede grænsedragninger, men forsøger ved egen drift opportunistisk at udbrede sig og overleve.

Nærlæser man kortet ovenfor overlappes lille lavlands-Danmark af to biogeografiske regioner, den atlantiske og den kontinentale.

På Lex.dk argumenteres (indlysende og beviseligt) for at vores skoves artsdiversitet også er betydeligt påvirket fra de boreale skove. Dvs. Danmark befinder sig i et krydsfelt i yderkanten af tre store biogeografiske regioner, og ”udsættes” derfor konstant for koloniseringsforsøg og gæstevisitter fra de tre regioner – Succesfulde såvel som fejlslagne, hvor arten igen må opgive. Alene fra 2000 til 2015 blev 542 nye arter observeret i Danmark. En arts fejlslagne koloniseringsforsøg i Danmark kan derfor sagtens medføre, at arten er registreret som RE = Regionalt uddød i Danmark, men på samme tid være LC = livskraftig og ikke truet i sit naturlige udbredelsesområde.

Administrerer man den nationale danske rødliste som en ”frimærkesamling”, hvor ethvert artsfund registreres, og risikoen for regional uddøen bliver trusselsvurderet, vil man indlysende få et ekstremt kritisk billede, idet alle ”kolonialisternes”, såkaldte marginalarters, høje risiko for at fejle deres forsøg vil fortegne det ”generelle” nationale trusselsniveau, og dermed udgøre et helt forfejlet grundlag for at ændre nationale forvaltningsindsatser.

For at kompensere for denne fejlkilde og sikre pålidelige nationale rødliste-konklusioner, har man internationalt fra IUCN indført obligatoriske retningslinjer – Obligatoriske så langt, at fortolkninger ikke tillades, hvis en national opgørelse skal kunne betegnes som en ”Rødliste”. Punkt 1. Side 3:”Any country, or other region, using the IUCN Red List Categories and Criteria for listing species must follow these guidelines without deviation or modification, if they wish to state that their assessment follows the IUCN system.

Blandt de væsentlige restriktioner i IUCN’s retningslinier for nationale rødlister skal følgende fremhæves:

  • Ikke-hjemmehørende arter: Kun arter der er indvandret af sig selv må oplistes på en national rødliste.
  • Lejlighedsvis ynglende (marginale) arter: Fra den danske vejledning “Således er det generelt ikke relevant at vurdere indførte og indslæbte arter samt tilfældige strejfere, dvs. arter som kun lejlighedsvis yngler under gunstige forhold for dernæst at forsvinde efter en kort periode.” Registreres sådanne arter i rødlisten, skal de kategoriseres som “NA” = Not Applicable, dvs. vurdering ikke relevant.
  • Indvandrede arter: Arter som indvandrer af sig selv må tidligst registreres efter mindst typisk 10 års succesfuld reproduktion. Genindvandrer en tidligere regionalt uddød registreret art (RE), skal den registreres og genvurderes efter første succesfulde reproduktion.

Yderligere skal oplistningen i den nationale rødliste – af hensyn til bedømmelse af en arts reelle truethed – suppleres med information om:

  • Artens globale (IUCN) trussels-kategori.
  • Landets andel af artens globale bestand.

Den Danske Rødliste

Det overordnede ansvar for Den Danske Rødliste ligger hos Miljøstyrelsen, som har uddelegeret – set udefra – hele opgaven til DCE/Aarhus Universitet, og som det efterfølgende dokumenteres ikke har til hensigt hverken at følge IUCN’s obligatoriske retningslinier eller tage kritik- selv fra Miljøstyrelsens søsterstyrelse, Naturstyrelsen – til efterretning. Naturstyrelsens kritik er fremskaffet via aktindsigt.

Artens globale (IUCN) trussels-kategori angives i Naturstyrelsens kritik som “ikke omtalt eller ikke vist“. Graver man dybt nok, findes oplysningen nu, men “gemt væk” som et vedhæftet bilag til en rapport fra Miljøstyrelsen “Strategi for Forvaltning af Truede og Rødlistede Arter 2023“. Der findes ikke referencer til eller omtale af bilaget, hverken i den udgivne rapport eller på den oficielle Rødliste-hjemmeside. Hverken Miljøstyrelsen eller DCE finder det åbenbart væsentligt for bedømmelse og formidling af arters reelle trusselsniveau – eller for den sags skyld – for formelt at overholde IUCN’s obligatoriske retningslinjer.

Særskilt Bilag 7 – Oversigt over de danske arters trusselskategorier på tværs af de internationale rødlister oplister alle 39.275 arter registreret på arter.dk, og samkører de danske rødlistevurderede arter med internationale vurderinger fra Europa, EU, Globalt samt yderligere to maritime områder.

Sammenligning vanskeliggøres dog af registreringsomfanget. I Den Danske Rødliste er 11.657 ud af de 39.275 arter vurderet, mens der tilsvarende kun er registeret 2.010 ud af de 39.275 arter i den Europæiske Rødliste. Dog må man antage, at man fra Europæisk side har valgt at registrere ud fra fokus på de mest opmærksomhedskrævende artsgrupper/arter.

Kode-Forklaring: Uddød (EX), Regionalt uddød (RE), Kritisk truet (CR), Truet (EN), Sårbar (VU), Næsten truet (NT). Livskraftig (LC), Ikke relevant (NA).

Matrix-figuren oplister de 54 arter ud af 2.010 danske rødlistevurderede arter, som er truede i den Europæiske Rødliste. Og at de 54 arter udgøres af 30 ud af 2.233 truede eller regionalt uddøde arter i Danmark, mens 15 arter faktisk er livskraftige eller kun næsten-truede, og 9 arter er registreret i Den Danske Rødliste, men som NA, hvor vurdering ikke er relevant. (Een art. Snæbel er registreret som uddød Europæisk og Globalt, men hvor der stadig lever en underart i de sønderjyske åer).

Havde jeg foretaget sammenligningen til det Globale trusselsniveau, ville opgørelsen have vist færre arter, idet en art i periferien af den Europæiske biogeografiske region på samme måde kan være mere truet, end arten er globalt set.

Ikke-hjemmehørende arter fylder mere i den danske natur, end de fleste er klar over. Vi mennesker har historisk blandet os ved at indføre arter. Generelt i vores vesteuropæiske kulturlandskaber – lokalt i Danmark endda i betydeligt omfang, hvor artsdiversiteten i praksis blev nulstillet ved seneste istid for 11.700 år siden, og hvor et Atlas Flora Danica projektet viser, at det faktisk kun er lidt over halvdelen af Danmarks karplanter, der bevisligt kan betegnes som naturligt hjemmehørende – resten forekommer alene pga. menneskets medvirken. Et faktum som udfordrer hele den dogmatiske diskussion omkring hjemmehørende versus ikke-hjemmehørende arter. I forhold til Den Danske Rødliste er indtrykket klart, at denne IUCN restriktion faktisk overholdes.

Et kuriøst og tankevækkende faktum ift. den verserende kamp om forvaltning af vores skove er, at vi omkring år 1500 udryddede skovfyren, som eneste hjemmehørende nåletræ (bortset fra ene og taks). Hvilket vil sige, at al vores nåleskov faktuelt består at indførte ikke-hjemmehørende træer, men at eksistensen af netop nåleskoven har medført en betydende indvandring og berigelse af artsdiversiteten med arter fra de boreale nåleskove – karplanter, mosser, svampe, insekter, fugle osv. Disse arter er iflg. IUCN retningslinjerne naturligt indvandrede, hjemmehørende og behørigt registreret og trusselsvurderet i Den Danske Rødliste.

Nu er pendulet og strømningen blandt de indflydelsesrige bio-eksperter svinget i dogmatisk retning derhen, at ikke-hjemmehørende skovtræarter er uønskede og uvelkomne. Hvorvidt de forholder sig til, om de resterende 50 % ikke-hjemmehørende karplanter og indvandrede boreale arter er tilsvarende uønskede og skal bekæmpes, står hen i det uvisse.

Lejlighedsvis ynglende (marginale) arter og Indvandrede arter.

Naturstyrelsens kritik af manglende overholdelse af IUCN’s retningslinier fokuserer netop omkring disse “marginalarter” i den bagvedliggende undersøgelse specifikt med fokus på regionalt uddøde og genindvandrede arter. I kritikken fremføres bl.a at hele 140 ud af 146 er undersøgte arter er registreret og trusselsvurderet alene på baggrund af et og kun et artsfund. Nærlæser man uddybende forklaringer for rødliste-registrerede arter finder man, at de ofte registreres alene på baggrund af meget få (under 10) observationer, og med baggrund i formodninger og faglige vurderinger – uanset at tidspunktet for observationen ligger over 100 år tidligere.

Et mønster med en tiltagende registrering af historisk gamle regionalt uddøde og truede arter blev igen bekræftet her ved seneste 2023 del-frigivelse af opdateringer til rødlisten. Registreringer, som foretages nu, men på baggrund af formodninger, beretninger og litteratur-søgning, søgning i museers samlinger af insekter på nål osv.

Forsker Erik Buchwald, Naturstyrelsen, som rejser kritikken gør samtidig opmærksom på, at samme forhold også gør sig gældende ift. de 1.844 truet registrerede arter (CR, EN, VU).

Det faktum, at Miljøstyrelsen/DCE åbenlyst tiltager sig retten til både at afvige fra og modificere IUCN’s obligatoriske retningslinjer, og samtidig suverænt forestår alle opgaver, fra valg af fokus, målemetoder, indsamling, fortolkning, behandling af data, til formidling til offentligheden og rådgivning op i det politiske niveau – alt sammen uden for gennemskuelig demokratisk kontrol, udgør et åbenlyst skisma.

Netop dette skisma – og dets pivåbne mulighed for både faglige, saglige, men også idealistiske, sågar ideologisk farvede vurderinger, løsrevet fra alle andre samfundshensyn – er omdrejningspunktet for en tiltagende kritik af de danske rødliste opgørelser og konklusioner, samt Aarhus Universitets (DCE’s) formidling heraf – senest kanoniseret af miljøministeriets nye Biodiversitetsråd.

At Den Danske Rødliste nødvendigvis skal indeholde regionalt truede og udryddede (eller fraflyttede) arter, er indlysende – men hvor ” den objektive sandhed” skal findes mellem de 2.233 arter iflg. Den Danske Rødliste og de 54 iflg. den Europæiske Rødliste beror helt på, hvor strengt IUCN retningslinierne fortolkes og efterleves, registreringsomfanget, samt naturligvis de 25-30 artseksperters faglige vurderinger.

Nøgternt bedømt er Den Danske Rødliste og tilhørende analyser og formidlinger næppe overhovedet egnet hverken som støtteværktøj for naturpolitiske beslutninger, endsige begrundelse for den dramatiske biodiversitetskrise-fortælling – Dertil er DCE praksis efter min bedømmelse svinget for langt væk fra IUCN’s intentioner – i retning af en “frimærkesamling”.

Men det betyder ikke, at de underliggende data er hverken upålidelige eller uanvendelige, og heldigvis har andre mere målrettet analyseret på disse data, og sammenholdt dem med de kendte historiske forandringer mht. klima og vores kulturlandskaber i perioden, hvorfra data og registreringer stammer.

Klimaforandringer siden 1874

Vi har registreret klimadata siden 1874. Middeltemperaturen er steget ca. 1,5 grader og nedbøren slår stadig nye rekorder, senest 2023 med årsnedbør på 972,7 mm mod 607 mm i 1874. Specielt de milde og våde vinterklima påvirker biodiversiteten

Historiske forandringer i vores kulturlandskab

Den faglige litteratur er rig på beskrivelser af forandringer i vores kulturlandskab gennem perioden fra 1700 og frem – samme periode, hvorfra vi begynder at have pålidelige registreringer omkring Danmarks biodiversitet – Fra Kaj Sand-Jensen (et. al.) “Så Forandret” eller “Danmarks Biodiversitet”, Hans Meltofte (et. al.), DOF “Danmarks fugle gennem to århundreder“. Bo Fritzbøgers beskrivelser på lex.dk, Hermed opfordring til at læse de seriøse og troværdige dokumentationer af drastiske omvæltninger i vores danske kulturlandskab. For skovenes vedkommende fra år 1700 med 25 % skovdække til 2-4 % i 1850 til 15 % i nutiden. Og tilsvarende drastiske forandringer i lysåbne kultur-naturtyper og agerbrug – Forandringer som helt selvfølgeligt har haft tilsvarende drastiske konsekvenser for vores medarters livsbetingelser, deres overlevelse i dansk kultur-natur og udbredelse. (Kilde Kaj Sand-Jensen “Danmarks Biodiversitet”)

Danmarks fugle gennem to århundreder.

Hans Meltofte (et. al.), DOF giver i udgivelsen “Danmarks fugle gennem to århundreder“ et billede af udviklingen for Danmarks fuglebestand – Den suverænt bedst dokumenterede artsgruppe.

Rapporten indeholder, som nævnt, en omfattende analyse og beskrivelse af de historiske forandringer i vores kulturlandskaber. Og på side 117 knytter forfatterne deres omfattende analyser af udviklingen i fuglebestanden gennem 200 år sammen med de forskellige landskabstyper. Nedenfor gengivet i tabelform og grafisk.

Udviklingerne er detaljeret og grundigt beskrevet i publikationen, men bemærk følgende generelle udviklinger:

Skov er eneste landskabstype, som fremviser ubrudt fremgang i bestandsstørrelse over hele perioden. Og som suverænt har flest arter i fremgang og færrest i tilbagegang. Nærlæser man rapporten beskrives også artstilgangen – specielt arter tilknyttet de mange nåleskove, som er opstået gennem de 200 år. Sort stork og mellem flagspætte, som i opgørelsen nævnes som forsvundet, er igen på vej tilbage i danske skove.

Agerland udviser en drastisk bestandsreduktion i efterkrigstiden, samtidig med vores landbrug gik fra ekstensive småbrug til store intensive og specialiserede bedrifter. Men dog en udvikling som kun omfatter ialt 12 ud af 231 arter.

Lysåbne tørre naturtyper og Ferske og brakke vådområder udviser – helt i tråd med landskabstypernes arealmæssige tilbagegang – tilsvarende drastiske bestandsreduktioner, og tab af arter i starten af perioden, men dog stagnerende i de seneste årtier – antageligt som konsekvens af omfattende naturgenopretninger og målrettet naturforvaltning.

Så ikke overraskende, generelt tydelig sammenhæng mellem artsdiversitet/bestand og udviklingen i vores arealanvendelse/kultur-landskabstyper.

Genopstandelse fra de uddøde.

Forsker Erik Buchwald, ansat ved Naturstyrelsen leverer med artiklen “Genopstandelse fra de uddøde” og forudgående erhvervs-PhD projekt en praksis relateret biodiversitetsanalyse til Naturstyrelsen. Undersøgelser hvis formål var: “at undersøge og analysere, hvor og hvordan man i Danmark kan gøre en effektiv indsats for at hindre tab af biodiversitet – særligt i den del af Danmark, som forvaltes af Naturstyrelsen (NST)

Artiklen bygger videre på PhD projektet og Rødliste 2019 opdateringerne, og har fokus på historisk tab og genkomst af arter generelt i Danmark. Grafen nedenfor viser netto-tab/genkomst af arter fra 1700 til 2020 i ti-års-intervaller. Udviklingen er detaljeret beskrevet i artiklen, men samme mønster – relationen til udviklingen over tid i landskabstyper – er genkendelig, Her er det dog udviklingen i arts-diversiteten og ikke bestandsstørrelser der er i fokus (agerbrug er inkluderet i lysåbent tørt). Fokus for artiklen er naturligt nok på skov, og her er specielt genkomsten af 26 ud af 52 dødtvedsarter markant.

Den væsentligste trend er dog den markante turn-around til netto genkomst fra 1990 og frem, hvor 128 arter er genkommet, mens kun 19 arter er “fraflyttet” (ikke uddøde uden for Danmarks grænser). Igen antageligt et resultat af omfattende naturgenopretninger og målrettet naturforvaltning.

Netop i forbindelse med analysen af tab og genkomst af arter blev den ovenfor refererede kritik vedr. Den Danske Rødliste’s behandlig af marginalarter fremsat. Grafen nedenfor viser tydeligt, at langt hovedparten af de tabte arter er Rødliste-registreret på baggrund af under 10 fund, hvilket indikerer, at en betydende andel af de regionalt uddød-registrerede arter har været ekstremt sjældne. Det åbne spørgsmål er, hvorvidt de iht. IUCN internationale retningslinier burde have være udeladt som marginalarter.

Artiklen behandler yderligere en analyse af oplysningerne omkring årsagerne til den enkelte arts uddøen i dansk natur.

Som det fremgår, er den suverænt største enkeltårsag klimaforandringer. Specifikt det faktum, at vores vintre er blevet 1,5 grader varmere og 120 mm vådere. Montane, nordlige og kontinentale arter er overrepræsenteret blandt arterne registreret som uddøde inden for Danmarks grænser. Arter som har flyttet sig 300-500 km mod nordøst.

Men væsentligst, de drastiske forandringer i vores danske kulturlandskab: “otte forskellige former for intensivering af land- og skovbrug som vigtige årsager til en lang række arters og artsgruppers uddøen. Ophør af tidligere tiders ekstensive høslæt og græsning er den hyppigste af disse med 27 %. Næsthyppigst med 25 % er skade fra mere intensive jordbrugsmetoder i form af overgræsning, opdyrkning, afvanding, tilplantning og sprøjtning af tidligere mere ekstensivt udnyttede arealer.

Opsummering:

Hverken et langt liv med tæt kontakt til skov og natur eller de seneste tre års “gravearbejde” i videnskabelige artikler og data har fået min puls op i kriseberedskab. Jeg ser ingen tegn på en uoverstigelig biodiversitetskrise, hvor arter uddør – under vores himmelstrøg, i vor tid, og som berettiger til at melde mig under fanerne i “naturrevolutionens” tropper.

Omvendt heller ingen grund til at ignorere, at vi fortsat har biodiversitetsudfordringer. Udfordringer som – efter min overbevisning – kræver, at vi fortsat tilpasser vores arealanvendelse i en balance mellem beskyttelse og benyttelse i en bæredygtig afvejning – fortsætter i det spor, som er lagt gennem de seneste mere end 30 år fra vedtagelsen af Naturbeskyttelsesloven, EU’s Habitatdirektiv og Skovlovsrevisionen 89.

Ej heller er jeg blind for, at vi står overfor væsentlige grønne dilemmaer. Dilemmaer, som anbefalingerne fra Biodiversitetsrådet ignorerer ved erklærede opgør med hele bæredygtighedstanken, herunder defacto bagatelisering af klimaeffekten ved forvaltning af vores kulturskove. Opgør med Habitatdirektivets ånd og bogstav – om beskyttelse af vores sparsomme tilbageværende lysåbne naturtyper og tilhørende arter. Tværtimod kan jeg, som danskerne er flest – tror jeg – erklære mig enig i, at vores samfund bør opprioritere hensynet til, den natur vi alle holder af.

Netop det sidste – “den natur vi alle holder af”, er det springende punkt. For hvilken natur er det vi ønsker os? Og hvem skal afgøre hvilken natur der er “den rigtige”? – realdemokratiet, lokalbefolkningen, bæredygtighedshensyn? Bred faglighed, konsensus og kontinuitet eller et enøjet ekspertvælde?

Hastværket med Natur og Biodiversitetspakken i 2020 gav os ikke tid til en involverende demokratisk proces, hvor bred faglighed, synspunkter og lokalbefolkning kunne komme til orde, og hvor vi kunne nå at erkende, at den politiske dagsordenen, drevet at en snæver og højtråbende forskerelite, rent faktisk var en ideologisk “naturrevolution” – derfor den forbitrede splittelse og svære dialog.

Og selv biodiversitetseksperter ser verden forskelligt! – Her slutkommentaren fra et tysk forskerholds modsvar til en skinger dansk kritik af deres forskning: “Mens nogle ser formålet med naturbeskyttelse i at “sikre naturlige økosystemer med hvilke niveauer af artsdiversitet det end medfører” (Bruun & Heilmann-Clausen, 2021), finder andre det umagen værd også at sikre arter, som afspejler kulturarven, og igen finder andre at fremme eller endda maksimere artsrigdommen i sig selv som et vigtigt mål.

Godt Nytår!