En udbredet antagelse er, at skovdrift ubetinget er negativt for biodiversiteten – og omvendt, at urørt skov ubetinget er positivt for biodiversiteten.
…Men er virkeligheden nu så enkel? – Og holder antagelserne?
Af Robert Olesen, skov- og landskabsingeniør, Bevar de Danske Skove.
Bannerfoto: Bøgeskov fra Nationalpark Hainich.
Denne antagelse har en gruppe forskere (Schall et al.) på instituttet “Silviculture and Forrest Ecology of the Temperate Zones” ved University of Göttingen i Tyskland undersøgt, og de udgav deres forskningsresultater i marts 2020. Deres konklusioner var i modstrid med tilsvarende danske undersøgelser, hvilket fik Hans Henrik Bruun (Ecology and Evolution) og Jacob Heilmann-Clausen (Section for Biodiversity) fra Københavns Universitet til i august 2021, at udfordre de tyske forskeres grundlag, konklusioner og anbefalinger, og udtrykke bekymring for at deres konklusioner vil blive “misbrugt” til at forhindre politisk opbakning til at udlægge eksisterende produktionsskove som urørt skov – og endda ligefrem risiko for at medvirke til, at eksisterende naturskove måtte blive omlagt til produktion.
Lytter man til det tyske forskerhold, er svaret enkelt og entydigt: Nej, antagelsen holder ikke – Tværtimod fandt de den højeste biodiversitet i områder med traditionel skovdrift – Men fremhæver at traditionelt drevne skovlandskaberne bør suppleres af områder med urørt skov for at tilgodese primært to artsgrupper: Fugle og dødtvedssvampe. Så forskning og videnskab, som klart underbygger af en landsharing-strategi.
Lytter man til de danske forskere er anbefalingen helt modsat: Vi skal eksklusivt reservere mere plads, mere plads og endnu mere plads til naturformål – Altså en landsparing-strategi. Som det fremgår nedenfor skyldes forskellen for en stor del – om ikke hovedsageligt – de danske forskeres udgangspunkt og præferencer. Hvis man som forsker har indtaget det grundsynspunkt, at natur ikke kan sameksistere med civilisation og menneske, og at kulturlandskabets biodiversitet pr. definition er forkert, så har man som forsker med sin rådgivning allerede truffet væsentlige naturpolitiske valg, som retteligt burde træffes demokratisk eller i det mindste i en fagligt bredere sammensat kreds.
Problemstillingen er højaktuel i debatten om arealanvendelse: Concito er – som andre tidligere – nået frem til konklusionen, at regnestykket omkring arealanvendelse ikke hænger sammen. Hvis der skal reserveres tilstrækkelige arealer til alle formål, har vi ganske enkelt ikke areal nok i Danmark.
Concito fremfører i deres underliggende rapport – under overskriften “Produktionsskov eller biodiversitetsskov“, “Den hurtigste måde at forbedre biodiversitetens kår på er ved at beskytte eksisterende skove frem for at udtage landbrugsjord. Konsekvensen vil være, at træproduktionen vil falde
drastisk i en periode, indtil eventuel ny produktionsskov er blevet rejst andetsteds, hvilket kan gå mod et ønske om fx at bruge mere træ i byggeriet.
Hvad skal forsinkes – biodiversitetens fremgang eller træproduktionen? Kan vi undgå dette dilemma?”
Andetsteds kan man læse yderligere en indlysende Concito-anbefaling: “Lyt til videnskaben: Byg politikker og regulering på et solidt uafhængigt klima- og naturvidenskabeligt vidensgrundlag uden at lade de stærkeste særinteresser løbe med ’løsningen’.”
Bevar de Danske Skove mener:
Måske Concito og vores beslutningstagere i Danmark burde lytte bredere og indhente en second opinion fra udenlandsk forskning.
Måske det kunne medvirke til et svar – og løsning – på deres yderst påtrængende og relevante spørgsmål: Hvad skal forsinkes – biodiversitetens fremgang eller træproduktionen? Kan vi undgå dette dilemma?
Resumé og opsummering/tolkning af de tre forskningsbidrag:
Konklusionen, som provokerede Bruun og Heilmann-Clausen:
Det tyske forskerhold (Schall et al.) nåede frem til følgende konklusioner:
- Skovdrift i sig selv er ikke negativ for biodiversiteten i tempereret bøgeskov.
- Den, i Tyskland, herskende antagelse og anbefaling om, at plukhugstdrift (uensaldrede skove) kombineret med urørte skovpartier skulle være gavnligt for biodiversiteten, holder ikke – Tværtimod medfører det tab af biodiversitet (op til -12%) set i forhold til traditionel højskovsdrift (med ensaldrende bevoksninger i forskellige aldersklasser)
- Det overordnede resultat var, at man fandt den maksimale bio(arts)diversitet i områder med ren traditionel højskovsdrift – MEN at:
- Artsgruppen fugle opnår højere biodiversitet i landskaber, med traditionel skovdrift, men hvor der reserveres områder til urørt skov.
- Artsgruppen dødtvedssvampe opnår højeste biodiversitet i rene urørte skove.
- Derfor vil integration af områder med uforvaltede (urørt) skove, som et specialiseret habitat være vigtigt for specialiserede (arts)grupper.
- Betydningen heraf vil formodentlig stige med tiden – efter opgivelse af skovdriften.
De afslutter med at anbefale at man sammensætter skovlandskaber af områder med traditionel skovdrift, men med udlæg af områder dels til plukhugstdrift og dels helt uforvaltede områder (urørt skov) – Med slutbemærkningen:
Diversity creates diversity.
(Diversitet mht. forvaltningsformer skaber (bio)diversitet)
“Misforståelsen”:
Det er indlysende, at de tyske forskningsresultater langt fra underbygger det i Danmark aktuelt herskende fokus på omfattende omlægning af statens naturnært drevne skove til urørte/rewildede skove – Tværtimod. Det er dog påfaldende, at Bruun og Heilmann-Clausen helt overser hovedpointerne og anbefalingerne fra det tyske studie i en sådan grad, at de direkte beskylder det tyske forskerhold for, ikke at levere sund videnskabsbaseret rådgivning , som potentielt vil medvirke til at forhindre udlægning af produktionsskove som urørte – og endda ultimativt måtte medvirke til inddragelse af de få tilbageværende oprindelige naturskove til produktionsformål.
Åbenlyst en overdramatisering og en misforståelse, som også klart tilbagevises fra det tyske forskerhold.
Den substantielle kritik:
Den substantielle kritik fra Bruun og Heilmann-Clausen går på, at de prøveflader, som indgår som u-forvaltede (urørt skov) i den tyske undersøgelse er “dårlig repræsentation” for begrebet urørt skov / oprindelig naturskov. (hovedsageligt konkret målt på mængden af dødt ved i prøvefladerne), og at de tyske resultater er i modstrid med tilsvarende danske (tilsvarende set fra Bruun og Heilmann-Clausens vinkel). Herefter følger en omfattende og detaljeret redegørelse for forskelle mellem det tyske forskerholds prøveflader ift. andre tilsvarende undersøgelser (herunder ift. Suserup skoven i de danske undersøgelser). Hvorvidt kritikken er berettiget, er svært at afgøre – om prøveflader i Suserup skov ved Sorø (19 ha. henlagt uforvaltet i ca. 100 år) bedre repræsenterer “urørt skov” end 13 * (1 ha) prøveflader i Hainich National Park (3.600 ha, med stop for forvaltning senest i 1965), på UNESCOs verdensarvsliste “Ancient and primeval beech forests of the Carpathians and other regions of Europe”?
Men grundlæggende er de ikke uenige i det faktuelle. Ingen af studierne omfatter oprindelig naturskov. De urørte prøveflader repræsenterer ikke, og kan ikke repræsentere, oprindelige naturskovsstrukturer og den biodiversitet de måtte rumme. Og faktisk anfører det tyske forskerhold, at de har påvist og kan bekræfte de danske undersøgelsesresulteter – på bevoksningsniveau.
Derimod afdækker både kritikken fra Bruun og Heilmann-Clausen samt modsvaret fra det tyske forskerhold andre helt grundlæggende forskelle mht. præmisserne for deres forskning og deres konklusioner.
Hvilken biodiversitet?
Det tyske forskerhold påpeger, forskellige positioner når det kommer til, hvilken slags biodiversitet der er relevant:
- Mens nogle ser formålet med naturbeskyttelse i at “sikre naturlige økosystemer med hvilke niveauer af artsdiversitet det end medfører” (Bruun & Heilmann-Clausen, 2021) (Rewilding-ideologiens fokus på frie processer og frie dynamikker – Open-ended målsætning, hvor bevarelse eller fremme af arter eller naturtyper ikke i sig selv er målet)
- Andre finder det umagen værd også at sikre arter, som afspejler kulturarven,
- og igen finder andre at fremme eller endda maksimere artsrigdommen i sig selv et vigtigt mål. (“frimærkesamlere”)
Det tyske forskerhold angiver ikke specifikt deres position, men tydeligvis har de sympati for fortsat bevarelse af den biodiversitet, som vores kulturlandskaber har formet.
Forskningens og videnskabens rolle:
På samme måde som de ikke direkte tager stilling til “hvilken biodiversitet de foretrækker”, så indtager de generelt en analyserende og informerende rolle, mens de overlader beslutningstagen til samfundet.
“Vores hensigt som videnskabsmænd er at, give information om antallet og grupper af arter, der opretholdes i landskaber med forskellige skovforvaltningsmetoder… Selvom dette er af videnskabelig interesse og informerer samfundet og beslutningstagere, er det ikke tænkt som et normativt budskab om, hvilke bevaringsmål der skal prioriteres.”
Bæredygtighed:
Bruun og Heilmann-Clausen kritiserer det tyske forskerholds konklusioner for at være “tilblevet i en begrebsramme af skovbrug, snarere end af økologi og evolution.”.
Tyskerne svarer ikke direkte på denne kritik, men angiver gennem hele deres arbejde – helt fra indledningen – en accept af, at forvaltning af skov skal ses i en bredere samfundsmæssig og bæredygtighedsmæssig ramme.
Afslutningsvist fremfører det tyske forskerhold: “Samlet set ser vi vores resultater som et lovende tegn, der peger mod muligheder for succesfuldt at integrere vigtige aspekter af naturbevarelse i skovforvaltningen. På den måde kan de bidrage til at overvinde den utilfredsstillende modsætning mellem “skovbrug” versus “naturbevarelse”, da vores resultater med succes eksemplificerer integrativ skovnaturbevarelse (land-sharing/flersidig arealanvendelse).”
og videre omkring forskning fremadrettet som: “…kan afklare den optimerede rumlige skala af forvaltningsenheder eller nødvendige andele af beskyttede områder for fuldt ud at realisere både bæredygtig tømmerproduktion og bevarelse af skovens biodiversitet i landskabelig skala.”
En helheds- og bæredygtighedstænkning, som man intet sted fornemmer har vægt i Bruun og Heilmann-Clausens position.
Heraf følger en række specifikke emner, hvor positionerne og dermed præmisserne bliver vidt forskellige:
Landsharing vs. landsparing: (flersidig arealanvendelse vs. eksklusivret til naturformål)
Med Bruun og Heilmann-Clausens ensidige fokus på “økologi og evolution” må man formode at land-sharing synsvinkler næppe heller har nogen plads. Iøvrigt et standpunkt helt i tråd med, hvad der ligner stort set den samlede biodiversitetsforskning i Danmark, hvor der som første prioritet altid tales om reservering af store sammenhængende arealer eksklusivt til natur- og biodiversitetsformål – mere plads, mere plads og mere plads – Senest debatten omkring en Naturlov og en Naturzone.
En væsentlig pointe i det tyske forskerholds modsvar er ellers netop, at biodiversitet skal bedømmes/sammenlignes på landsskabs-skala ikke kun på bevoksnings-/prøveflade-skala. Deres forskning påviser en afgørende synergi (multidiversitet) i et afvekslende skovlandskab med forskelligartede bevoksninger. Faktisk, at forskellighed på landskab-niveau (mosaik af forskelligt forvaltede bevoksninger) er vigtigere for biodiversiteten end forskelligheden internt i de enkelte bevoksninger.
Aktiv vs. passiv forvaltning af urørte skove
På et punkt er der tilsyneladende enighed: Hvis man efterlader en eksisterende produktionsbevoksning uforvaltet, så vil bevoksningen på kort sigt lukke sig og blive mørk og tæt – med tab af biodiversitet til følge. Og at det vil tage mange årtier – måske århundreder – for en sådan bevoksning at udvikle en egentlig naturskovsstruktur.
Bruun og Heilmann-Clausen taler for aktiv forvaltning: “Desuden viser studiet (det tyske forskerholds) at udlæg af nye skovreservater i intensivt dyrkede skovlandskaber kan have en begrænset kortsigtede effekt på biodiversiteten. Baseret på den sidstnævnte konklusion foreslår vi at kuldkaste det gældende ortodokse syn på urørthed når nye skovreservater udpeges. Aktiv genoprettelse af naturlige dynamikker og habitater kan sikre en hurtigere genetablering af naturlige bevoksningsstrukturer og hertil knyttet biodiversitet.“
Det tyske forskerholds position her er: “Der har været forslag til at accelerere processen (Bernes et al., 2015), som også nævnt af Bruun og Heilmann-Clausen (2021). Vi anser det dog også for vigtigt, at de nuværende reservater holdes ustyrede for at undersøge, hvordan deres bidrag til biodiversiteten på landskabsniveau ændrer sig med reservatets alder.” Det tyske studie påviser dog allerede betydelig biodiversitetseffekt i de uforvaltede prøveflader. Deres opskrift på at kompensere for tabet af biodiversitet i nyligt udlagte uforvaltede parceller er synergien fra variationen på landskabsniveau fra bevoksninger med aktiv skovdrift – Helt i tråd med udgangspunktet for deres forskninng “at realisere både bæredygtig tømmerproduktion og bevarelse af skovens biodiversitet i landskabelig skala.”
Altså Bruun og Heilmann-Clausens aktivistiske / eksperimenterende tilgang til forvaltning af urørt skov mod det tyske forskerholds “ortodokse” eller videnskabelige undersøgende tilgang. – Udvise tålmodighed og lade naturen gå sin gang.
Tilbage igen til debatten om eksperimenter, pandoras æske og rewilding:
Vi er således tilbage ved, at der – i dansk kontekst – paradoksalt nok anbefales menneskelige indgreb – strukturhugst, veteranisering, ild, vand, “vilde græssere” og omskrivning af kulturlandskabets tilblivelse og historie – for at begrunde og sikre den nye “Vilde Natur” – i hvert fald hvis vores – os menneskers – utålmodighed skal tilfredsstilles!
Og hermed også tilbage i debattten om aktiv forvaltning / rewilding (*). En debat, hvor den videnskabelige evidens for eller imod er yderst sparsom – nærmere ikke eksisterende – I modsætning til det tyske forskerholds evidens for besvarelse af dette indlægs hovedspørgsmål: “Er skovdrift negativt for biodiversiteten?”
(*) Lyt til Carsten Rahbek, som argumenterer imod den omfattende indgriben, kalder det et risikabelt eksperimentet – en Pandoras Æske – at designe naturen – at lege Gud. (hør hans argumenter – 24 spørgsmål til professoren). (Og Rasmus Ejrnæs’ opsigtsvækkende modangreb)
…Ønsker du af fordybe dig yderligere i de tre forskerbidrag følger her tre korte opsummeringer, som alle indledes med links til de originale forskningsartikler.
Den tyske undersøgelse (Schall et al.):
Kan arts(bio)diversiteten i europæiske bøgeskovslandskaber øges ved at kombinere forskellige forvaltningssystemer?
Kilde: Can multi-taxa diversity in European beech forest landscapes be increased by combining different management systems?
Dr. Steffi Heinrichs præsentation ved skovkonference i Rebild 27/10 2021:
Forest management impact on biodiversity in Central European beech forests – It is the landscape level that matters
Nedenfor gengives en kort opsummering (følger Steffi Heinrichs præsentation ovenfor)
Forskerholdets problemformulering:
“Skovforvaltning har stor indflydelse på biodiversiteten på tværs af bevoksninger og bevoksningsstørrelse/mønster. På landskabsskalaen kan en kombination af forvaltningssystemer, der skaber forskellige bevoksningsegenskaber, fremme biodiversiteten på grund af komplementære artssammensætninger” (populært sagt at en art er afhængige af andre arters tilstedeværelse og variation i landskabet).
Hvordan kan vi forvalte (eller ikke forvalte) skov-landskaber for at tilgodese både biodiversitet og skoves andre bidrag?
“For europæiske bøgeskove taler man i naturbevarelse og naturpolitik for en blanding af ikke-forvaltede (urørte) (UNM) skove og uens-aldrede (UEA) skove, der forvaltes i et fintmasket mosaiklandskab på bekostning af traditionel højskovsdrift med jævnaldrende bevoksninger (EA) (se uddybningen nedenfor).
Der mangler stadig dokumentation for, at en sådan landskabssammensætning forbedrer skovenes biodiversitet.”
Specifikt søges der svar på følgende spørgsmål:
- Er der biodiversitetsforskelle mellem skovforvaltningssystemer?
- Er der sammenhænge mellem biodiversiteten på bevoksnings- og landskabsniveau?
Studiet – Lokalitet og systemer
Alle prøveflader ligger centralt i Tyskland, Thüringen, langs de skovklædte bakkekæder Hainich, Westerwald og Dün. De Uforvaltede skove (UNM), som en del af Hainich National Park, på UNESCOs verdensarvsliste “Ancient and primeval beech forests of the Carpathians and other regions of Europe”
Som titlen angiver, undersøger studiet biodiversitetseffekten af tre forskellige skovdrifts-metoder og væsentligst kombinationen heraf på skov/landskabsniveau:
- Traditionel (tysk) højskovsdrift (EA – Even-aged), hvor de enkelte arealer forvaltes som ensaldrende bevoksninger med omdrift på ca. 140 år. Foryngelsen sker ved selvforyngelse og skærmstilling, overetagen afvikles over 20-40 år. (så ikke renafdrift) Ialt 17 prøveflader på 1 ha i forskellige aldersklasser indgår i målingerne.
- Plukhugstdrift (UEA Uneven-aged) Ialt 13 prøveflader på 1 ha indgår i målingerne.
- Uforvaltet (Urørt Skov) (UNM – Unmanaged) – I ordets bogstavelige forstand – Uforvaltede områder, som for en stor del er gamle stævningsskove, hvor hugsten er ophørt for mellem 20-70 år siden – (Så ikke oprindelige urskove, som stort set ikke findes i Europa. Ialt 13 prøveflader på 1 ha indgår i målingerne.
Forvaltningsmetoden plukhugstdrift (UEA) kunne umiddelbart minde om naturnær skovdrift – Men begrebet naturnær skovdrift indeholder flere forvaltningstiltag f.eks at typisk 10% af arealerne udlægges som urørt skov (UNM), genskabelse af skovmoser osv. Om Naturnær skovdrift
14 artsgrupper – fra hvirveldyr til bakterier – indgår:
Der er tale om meget omfattende registreringer af arter: “I analysen indgår 3.652 arter, herunder 52 hvirveldyr, 1.133 leddyr, 183 planter, 37 lav- og 271 dødtvedsvampearter samt 823 mykorrhizasvampe og 1.153 bakterieenheder. Disse artstal var baseret på en omfattende prøvetagning, for eksempel 63.203 prøver af leddyr” Ialt 14 artsgrupper: Edderkopper, Biller, Karplanter, Fugle, Mejere, Insekter (Heteroptera), Dødtveds svampe, Slørvinger, Bakterier, Lav, Årevinger, Flagermus, Mykorrhiza svampe og Mosser. Naturligvis med speciel fokus på “skov-specialister”
Biodiversitet – I hviken rumlig skala?
I studiet måler man naturligvis biodiversiteten i de 43 prøvefladerne (α-diversity) – som repræsenterer de forskellige skovbevoksnings-/skovforvaltningstyper (og for EA forskellige aldersklasser)
Analyserer på forskelle mellem prøveflader (β-diversity)
Og sidst analyserer biodiversiteten på landskabsniveau (γ-diversity). Komplementaritet mellem forskellige bevoksnings og naturtyper i et landskab. At en art har sin foretrukne ynglebiotop i een type bevoksning/naturtype, men er afhængig af andre til fødesøgning.
Uden at ville påstå, at have forstået deres metoder i dybden – så gir det god logisk mening, at fokusere på biodiversiteten på landskabsniveau.
Delkonklusioner:
“Landskabssammensætning påvirkede signifikant diversiteten for 6-9 individuelle arter med stærkeste responser for edderkopper, biller, karplanter og fugle. De fleste viste maksimal diversitet i rene (EA) traditionelt drevne landskaber.
Fugle nød godt af (UNM) Urørt skov, men i kombination med (EA) landskaber domineret af traditionel skovdrift.
Dødtvedsvampe viste størst diversitet i (UNM) Urørt skov.”
“Forskellighed mellem bevoksninger er vigtigere for landskabsniveau-biodiversiteten end forskellighed inden for den enkelte bevoksning!“
Analyse af hypotetiske/virtuelle skovlandskaber.
Ved at sammensætte 66 hypotetiske/virtuelle sammensætninger/vægtninger af 10 forskellige prøveflader, og gennemføre ialt 1.000 computersimuleringer/gennemløb finder de et gennemsnitligt udtryk for de tre forvaltningsmetoders biodiversitetseffekt.
Studiets hovedkonklusion:
“Rene (EA) traditionelt drevne skove udviste maksimal artsdiversitet (97,5% γ-multidiversitet) på tværs af alle arter.
Rene og blandede områder (UEA/UNM) Plukhugst/Urørte skove udviste reduceret artsdiversitet Med op til -12,8 %.
Denne effekt var konsistent for “skov-specialister”.
Vi fandt kun svag komplementaritet mellem skovdrifts-metoderne.”
Syntese og anvendelser:
“Vores undersøgelse viser, at en kombination af uensaldret skov (UEA) med uforvaltet (Urørt) skov (UNM) vil reducere, snarere end øge, områdets skovbiodiversitet. Vi fandt ud af, at traditionel højskovsdrift (EA) alene med bevoksninger i mellemstørrelse, og med høj variation understøtter regional biodiversitet. Nogle arter kræver dog en vis andel af (UEA) uens-aldret skov og (UNM) uforvaltede (urørt) skov, hvilket understreger deres generelle betydning.”
I punktform fra slide:
- Skovdrift i sig selv ikke negativ for biodiversiteten i tempereret bøgeskove.
- Fuldstændig fokus på en småskala heterogenitet inden for enkelt bevoksninger, ved at skabe uensaldrede skove er ikke gavnligt for bevarelsen af biodiversitet i forvaltede skovlandskaber.
- På den anden side: Forvaltningsmetoder, der skaber en heterogenitet i miljøforhold i større skala fremmer biodiversiteten.
- I et sådant landskab vil integration af uforvaltede (urørt) skove, som et specialiseret habitat være vigtigt for specialiserede (arts)grupper.
- Betydningen heraf vil formodentlig stige med tiden – efter opgivelse af skovdriften.
Med slutstatment:
Diversity creates diversity!
Bruun & Heilmann-Clausens kritik:
Hvad er urørt skov, og hvordan opretholder det biodiversiteten i landskaber med en lang historie med intensivt skovbrug?
Abstract (Dansk version):
“En artikel af Schall et al. (2020), konkluderede at bøgeskove dyrket I ensaldrede bevoksninger (EA) er mere effektive i forhold til beskyttelse af biodiversitet på landskabsskala, sammenlignet med både urørte skove (UNM) og uensaldrende dyrkede skove (UEA)
- Forfatterne baserede denne konklusion på omfattende studier af mange forskellige organismegrupper i tyske skove. Vi finder imidlertid at konklusionen er dårligt understøttet, og diskuterer betydningen af urørt skov for bevarelse af biodiversitet i skov.
- Ved at sammenligne de angivne mængder af dødt ved på tværs af de tre forvaltningsklasser i studiet, og ved at inddrage tal fra længe urørte skovreservater og europæiske skovstatistikker kan vi påvise at de undersøgte UNM skove er præget af tidligere dyrkning i så stort et omfang at de ikke giver et repræsentativt indtryk af urørt skov. Ved at inddrage data fra et meget lignende dansk studie, hvor længe urørt skov indgik, påviser vi hvordan dette forhold gør studiet uegnet til at evaluere værdien af urørt skov i forhold til beskyttelse af biodiversitet.
- Syntese og anvendelsesperspektiver. Vi konkluder at Schall et al. (2020) giver et værdifuldt indblik i hvordan EA og UEA dyrkningssystemer bidrager til biodiversitet I bøgeskove på landskabsskala. Desuden viser studiet at udlæg af nye skovreservater i intensivt dyrkede skovlandskaber kan have en begrænset kortsigtede effekt på biodiversiteten. Baseret på den sidstnævnte konklusion foreslår vi at kuldkaste det gældende ortodokse syn på urørthed når nye skovreservater udpeges. Aktiv genoprettelse af naturlige dynamikker og habitater kan sikre en hurtigere genetablering af naturlige bevoksningsstrukturer og hertil knyttet biodiversitet.“
Konklusioner:
“Overordnet finder vi konklusionerne af Schall et al. (2020) dårligt funderet i deres data og tilblevet i en begrebsramme af skovbrug, snarere end af økologi og evolution. Taget meget strengt, kan deres konklusioner gælde for deres specifikke undersøgelsessystem og potentielt til at vurdere kortsigtede bevaringsvirkninger af unge, ortodokst uforvaltede bøgeskovsreservater i bredere skala.
Deres ledelsesanbefalinger er dog rettet mod et internationalt publikum og ikke kun til skovforvalterne i undersøgelsesområdet. Derfor burde de have været formuleret til at gælde generelt. Som anbefalingerne lyder nu, vil de blive opfattet som, at fredningsmyndighederne bør stoppe med at skabe nye skovreservater i stærkt forvaltede skovlandskaber med det formål at standse det globale tab af biodiversitet.
Konklusionen kunne endda antydes, at de resterende urskove kan omdannes til forvaltede skovøkosystemer uden væsentligt tab af biodiversitet. Det kan bestemt ikke betragtes som sunde videnskabsbaserede råd til samfund rundt om på kloden.”
Det tyske forskerholds (Shall et al.) svar på Bruun og Heilmann-Clausens kritik.
Det tyske forskerhold leverer et omfattende og yderst velunderbygget svar (herunder referencer til andre studier) til Bruun & Heilmann-Clausen
“Desværre ser Bruun og Heilmann-Clausen (2021) ud til at fortolke vores konklusioner, som om ’bevarelse af biodiversitet er værre stillet i mere naturlige økosystemer end i forvaltede’. Dette er simpelthen ikke sandt, da vi klart antyder, at bevarelse af biodiversitet i et forvaltet landskab som Centraleuropa kræver både integrerende (land-sharing/flersidig arealanvendelse) og segregative (land-sparing/eksklusivt reserverede arealer for biodiversitet) elementer i forvaltede skove. Den høje biodiversitet, der er påvist ved den ensaldrende traditionelle skovforvaltning (EA), bør derfor ikke tolkes som en påstand om kun at bruge dette system. Vores undersøgelse udfordrer dog den ofte rejste antagelse om, at skovforvaltning uundgåeligt fører til tab af biodiversitet, og sætter spørgsmålstegn ved det fuldstændige fokus på fine-grained (mix af UEA (uensaldret skov) og UNM (urørt skov)) forvaltning af bøgeskove. Dette fokus fører til homogeniserede skovstrukturer på tværs af landskaber, og dermed til en reduktion af biodiversiteten på landskabsniveau. I deres nuværende tilstand, præget af lukket kronedække, mens de er i udvikling mod naturskovsstrukturer, er de udrevne skove i vores undersøgelsesområde og i det meste af Centraleuropa endnu ikke i stand til at kompensere for denne strukturelle homogenisering.”
Det faktuelle kritikpunkt: Uforvaltede skove (UNM) i det tyske studie er ikke oprindelig naturskov:
Fra forskerholdets Abstract:”
Ved at påpege, at uforvaltede skove, der indgår i vores undersøgelse, ikke er oprindelig naturskove udfordrer Bruun og Heilmann-Clausen (2021) vores konklusion, som kritiseres for ikke at give pålidelige videnskabelige råd til vores samfund. Det er rigtigt, at de undersøgte uforvaltede skove ikke repræsenterer oprindelige naturskove, som defineret i litteraturen. Vi demonstrerer dog repræsentativiteten af vores uforvaltede skove for nuværende bøgeskovslandskaber i Centraleuropa, hvor forvaltede skove mere eller mindre for nylig blev udtaget for at udvikle naturskovsstrukturer. Vi viser også, at de forvaltede og nyligt uforvaltede skove i vores undersøgelse allerede adskiller sig markant i deres skovstrukturer”
Otte ud af 13 prøveflader ligger inden for Hainich National Park (3.600 ha.) på UNESCO Verdensarvsliste “Ancient and primeval beech forests of the Carpathians and other regions of Europe”. Et område, som fra år 1600 og frem til ca. 1920, har været drevet som stævningsskov. Derfra gradvist omlagt til højsskovsdrift indtil 1965, hvor området er henlagt uforvaltet. De resterende fem prøveflader ligger uden for Haninch NP, og har ligget urørte i mindst 20 år eller mere. De referer til flere forskellige studier, og sammenholder resultater fra bl.a Slovakiet, som huser Europas ældste og eneste oprindelige natur(bøge)skove. – Og fastholder deres konklusioner, men poienterer, at de også i det oprindelige studie faktisk anbefaler uforvaltede (urørte) skovområder, som en del af et mosaiklandskab. (fra tidligere: Nogle arter kræver dog en vis andel af (UEA) uens-aldret skov og (UNM) uforvaltede (urørt) skov, hvilket understreger deres generelle betydning.”)
Den rumlige skala er afgørende ved sammenligninger.
Bruun og Heilmann-Clausen referer til egne studier, som de anser for sammenlignelige med det tyske studie. Her påpeger Schall et al. at skala er af afgørende betydning. Det tyske forskerholds konklusioner er baseret på landskabs-niveau ikke på bevoksnings-niveau. Dvs. de indregner synergier fra et mosaiklandskab sammensat af bevoksninger med de tre forvaltningsmetoder. Og fremhæver, at de når frem til lignende mønstre på bevoksnings-niveau (for karplanter, dødtvedsarter og laver)
Svaret indeholder endvidere i afsnit 3 en omfattende redegørelse for de struktuelle forskelle de kan konstatere mellem UNM parcellerne hhv. EA og UEA. Strukturelle forskelle mht. forekomsten af dødt ved – mængde og diameter, stående liggende, dødt ved i kronetaget, forekomst af microhabitater (hulheder, krone-dødtved, deformation, skader osv). Yderliger specifikke analyseresultater for dødtvedsarters forekomster i skovbunden hhv. skovens underetage og kronetag, analyser af trofiske niveauer (producenter, forbrugere og rovdyr) i relation til de tre forvaltningsmetoder (arters indbyrdes afhængighed).
De stiller omvendt modspørgsmålet:
“Hvad står uforvaltede skove for – En reference for oprindelige urskove eller en passiv forvaltningsmetode for opnåelse af bevaringmål?”
Og fortsætter:
“Valget af reference har også betydning, når det kommer til spørgsmålet om, hvilken slags biodiversitet der er relevant. Mens nogle ser formålet med naturbeskyttelse i at “sikre naturlige økosystemer med hvilke niveauer af artsdiversitet det end medfører” (Bruun & Heilmann-Clausen, 2021), finder andre det umagen værd også at sikre arter, som afspejler kulturarven, og igen finder andre at fremme eller endda maksimere artsrigdommen i sig selv et vigtigt mål.”
Og ydermere: “Vores hensigt som videnskabsmænd er at, give information om antallet og grupper af arter, der opretholdes i landskaber med forskellige skovforvaltningsmetoder… Selvom dette er af videnskabelig interesse og informerer samfundet og beslutningstagere, er det ikke tænkt som et normativt budskab om, hvilke bevaringsmål der skal prioriteres.”
De er enige med Bruun og Heilmann-Clausen, at kun udrevne bøgeskove, der giver en kontinuerlig tilgængelighed af tilstrækkelige mængder af dødt ved og træruiner, kan opretholde høje bestandstætheder af arter tilhørende fortidens urskove (“Primeval forest relict species”)
Problemet er ifølge det tyske forskerhold, dels at udviklingen fra tidligere drevet (ensaldrende (EA) eller uensaldrende (UEA)) kulturskov til en fremtidig naturskov med dennes variation og dynamik vil tager adskille årtier, og dels at deres forskningsresultater påviser, at nyligt omlagte urørte-skove (siden 1965) isoleret set faktisk medfører et tab af multi(bio)diversitet (selv om visse arter påviseligt udviser fremgang i de uforvaltede prøveflader (UNM)).
Denne konstatering leder til næste modspørgsmål:
Bør man aktivt forvalte / foretage indgreb i de “uforvaltede” skove?
Der har været forslag til at accelerere processen (Bernes et al., 2015), som også nævnt af Bruun og Heilmann-Clausen (2021). Vi anser det dog også for vigtigt, at de nuværende reservater holdes ustyrede for at undersøge, hvordan deres bidrag til biodiversiteten på landskabsniveau ændrer sig med reservatets alder.
Sammenfatning:
“Samlet set ser vi vores resultater som et lovende tegn, der peger mod muligheder for succesfuldt at integrere vigtige aspekter af naturbevarelse i skovforvaltningen. På den måde kan de bidrage til at overvinde den utilfredsstillende modsætning mellem “skovbrug” versus “naturbevarelse”, da vores resultater med succes eksemplificerer integrativ (land-sharing/flersidig arealanvendelse) skovnaturbevarelse. Bøgeskovslandskaber, der formåes at fremme udviklingsfaser karakteriseret ved forskellige miljøforhold, kan give levesteder for de fleste arter, herunder skovspecialister. Ved at kombinere heterogene bevoksninger i landskabet med skove, hvor forvaltningen blev opgivet, og hvor den naturlige dynamik kan tage over efter århundreders forvaltning, kan krav om tømmerproduktion samt bevarelse af biodiversitet af generalist- og specialarter med succes integreres i fremtiden. Vores undersøgelse fremhæver derfor behovet for at kombinere land-sharing (flersidig arealanvendelse) og land-sparing (eksklusivt reserverede arealer for biodiversitet) ved at opretholde en heterogenitet af strukturer i rum og tid inden for forvaltede skove. Den heterogenitet, som skovforvaltningen giver, kan også kompensere for uegnede faser, der kan opstå tidligt efter, at skovforvaltningen er opgivet (Braunisch et al., 2019) eller på grund af en cyklisk synkronisering af skovstrukturer i ikke-forvaltede skove
En række fremtidige undersøgelser, herunder forskellige forvaltningssystemer, kan afklare den optimerede rumlige skala af forvaltningsenheder eller nødvendige andele af beskyttede områder for fuldt ud at realisere både bæredygtig tømmerproduktion og bevarelse af skovens biodiversitet i landskabelig skala. Sådanne undersøgelser ville imidlertid på ingen måde stille spørgsmålstegn ved betydningen af eksisterende (og fremtidige) uforvaltede skovreservater for biodiversiteten, som stadig kun har en lille andel af det samlede skovareal i Europa, og den fulde og uendelige beskyttelse af de resterende europæiske urskove.”
